Jesus er lige midt i stormen

Bodil Lanting

Sidste weekends frygtelige masseskyderier i USA får mange til at reagere med vrede. Mod politikerne, våbenlobbyen, Gud og andre. Men i stedet skal vi lukke Jesus ind i turbulensen, skriver pastor Max Lucado i et åbent brev til amerikanerne.

Katastrofer får mange til at vælge vreden. Vi bliver bitre og sure overfor denne verden og hinanden. Eller vi bliver bange, så vi låser dørene, lukker vinduerne og undgår alle skygger og mørke gyder.

Men Bibelen viser en anden vej. Da disciplene i Johannesevangeliet 6 var midt i en frygtindgydende storm, kom Jesus gående på vandet hen imod dem. De blev skrækslagne, men Jesus sagde: ”Det er mig. I skal ikke være bange”.

Ordret sagde Jesus: ”JEG ER, vær ikke bange”. ”JEG ER” er Guds navn. Og det navn er hans svar til os, når vi ikke kan se andet end mørke og tvivler på, om Gud ved det og bekymrer sig om os.

Da må vi stoppe op og invitere Gud til at åbenbare sit navn for os, understreger Max Lucado.

”Vort største behov er hans nærvær. Jo, vi ønsker, at stormen driver over og at vinden lægger sig. Men vi ønsker at vide, er nødt til at vide og må og skal vide, at den store JEG ER kommer,” skriver Lucado. Han tilføjer, at da disciplene inviterede Jesus op i båden, nåede de deres bestemmelsessted.

”Lad os følge disciplenes eksempel. Lad os lukke Jesus ind midt i vores turbulente tid. Lad ikke stormen få dig til at vende dig indad. Lad den vende dig opad. Lyt og se, om du ikke kan høre ham sige: ”JEG ER med dig i stormen”, opfordrer Max Lucado.

Kristne ledere har opfordret til forbøn for de mange ofre og pårørende efter skyderierne i El Paso og Dayton. Flere af dem har også delt deres tanker om kristnes kald og opgaver.

“Vi må tænke sundt i denne galskab,” tweetede evangelisten Beth Moore. “Midt i disse farer må vore hjerter hverken smelte eller forhærdes. Her og nu må vi, som følger Jesus, være modige og stærke i kærlighed og sandhed, så vi forsvarer de svage og ikke de stærke.”

Og footballstjernen Benjamin Watson fra NFL tweetede: “Overfor ondskab og tragedier må vi ikke blive trætte af at gøre det rette. Hold aldrig op med at blive rørt af andres lidelser. Græd med de grædende.”

Vise ord.

Men fundamentet må dog være det, Jesus siger også til os midt i vore storme: ”JEG ER, vær ikke bange”.