Kolding: Kristen friskole udvider med dagtilbud

Lykkegårdsskolens nye vuggestue og børnehave skal indrettes i en bygning, der indtil januar 2020 huser en kommunal institution.

Den kristne friskole Lykkegårdskolen i Kolding vil fra det nye år tilbyde både vuggestue- og børnehavepladser.

Lykkegårdsskolen blev oprettet i 1988, hvor man startede med 34 elever. I dag har skolen ca. 200 elever fordelt på et spor fra 0.-9.klasse. Skolen er bredt repræsenteret kirkeligt – både personale og elever kommer fra en bred vifte af folke- og frikirker.

Plan om ny institution

I de senere år har skolens ledelse og bestyrelse haft ønsket om at etablere en kristen daginstitution og startede et forarbejde med at undersøge muligheder, lokaliteter, besøge andre lignende institutioner m.m.

I mellemtiden besluttede kommunen at sammenlægge tre institutioner i området til en stor institution i nybyggede lokaler. Det blev derfor muligt for Lykkegårdskolen at købe en af de tre institutioners bygninger. Den ligger kun få hundrede meter fra Lykkegårdskolen, og beliggenheden er derfor velegnet for skolen.

Skoleleder Niels Albinus.
Stor naturlegeplads

Ud over institutionen og den tilhørende legeplads medhører også et grønt areal på 4.000 m2. Her skal der etableres naturlegeplads samt læringsmiljøer til naturfagene, så det bliver et område, som både daginstitution og Lykkegårdskolen får stor glæde af, fortæller skoleleder Niels Albinus.

Lykkegårdskolen overtager bygningen, så snart kommunens børnehave er flyttet videre til deres nye bygninger, hvilket de forventes at gøre primo januar 2020. Lykkegårdskolen forventer derfor at kunne åbne det nye dagtilbud ca. 1. februar 2020.

Den nye institution vil bestå af både vuggestue og børnehave og have plads til 15 vuggestuebørn og 40 børn i børnehaven.

Kristent tilbud fra vuggestue til 9. klasse

– Det er meget glædeligt, at vores ønske om at etablere et dagtilbud under skolens paraply nu lykkes. Vi ønsker med vores nye institution at kunne tilbyde børnefamilier i Kolding et samlet tilbud fra vuggestue til 9. klasse på et kristent værdigrundlag.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Værdier, familiestruktur og børnefamilier er i disse tider under pres, og vi ønsker på denne måde at bidrage til gode rammer med tryghed og omsorg for børnene, siger skoleleder Niels Albinus.