ADRA Danmark modtager 11 millioner fra EU

EU donerer over 11 millioner kroner til ADRA’s arbejde med at genopbygge blandt andet skoler og vandforsyning i Syrien.

I skyggen af krigen i Syrien står en hel generation af unge, som må sætte uddannelse og skolegang på stand-by.

Nu er der dog hjælp på vej fra EU, som donerer de mange penge. ADRA Danmarks partner i Syrien, ADRA Syrien, skal så udføre det praktiske arbejde, for at tusinder af børn igen kan gå i skole.

Penge fra ECHO, som er EU’s Humanitære Kontor, gør det blandt andet muligt for ADRA at genopbygge skoler, uddele skolematerialer, udruste lærere, yde psykosocial støtte og rehabilitere vandforsyningen i udvalgte områder.

Med de i alt 11.187.300 kroner regner ADRA med at kunne hjælpe 63.000 mennesker med nødhjælp. Fokus vil være på områder som Aleppo, Quneitra, Dara’a governorater og udkantsområder af Damaskus.

”Donationen er vigtig, fordi den giver os mulighed for at lave en integreret indsats til gavn for internt fordrevne,” siger Karen Garly Andersen, humanitær koordinator i ADRA Danmark.

”Når de vender tilbage til deres hjemegn for at genoptage et normalt liv, skal de basale faciliteter gerne være på plads, såsom netop vand og sanitet samt adgang til skolegang,” forklarer hun.

En af dem, som glæder sig over at kunne gå i skole igen, er 13-årige Ali al Bakri. Han slap selv nogenlunde uskadt, mens andre mistede livet, da hans skole blev bombarderet. Nu har ADRA genopbygget en skole i Zamalka. Som nogle af de første vendte Alis familie tilbage til byen, og i oktober 2018 fandt han atter vej til klasseværelset på Talal Katam skolen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: