Kirkens Korshær dropper landsindsamlingen
Det kan ikke længere betale sig at holde landsindsamling, mener Kirkens Korshær efter tre års erfaringer. Sidste år indsamlede 2000 frivillige ialt 1,4 millioner kroner.
Korshærens øvrige indtægter kommer fra tilskud, gaver, arv, genbrugsbutikker og lignende, betaling for ophold på herberger, lejre og hjem, samt forskellige typer tilskud fra det offentlige.
De samlede indtægter var i 2018 på 252.268.153 kroner. Der var dog et samlet underskud på 4,6 mio. kroner, fremgik det af årsregnskabet under Korshærens årsmøde sidste weekend.
I årsberetningen kan man læse om Korshærens mange arbejdsgrene og den øgede fattigdom, som blandt andet giver større arbejdsbyrde for medarbejderne og større belægning på herbergerne. Samtidig takker Kirkens Korshærs chef, Helle Christiansen, de 9.000 frivillige for deres indsats.
Ifølge årsberetningen var der i 2018 45.000 opkald til Sct. Nicolaitjenesten og 7435 overnatninger på herberg. I årets løb blev der uddelt 25.000 skåle suppe, smurt 2.900 madpakker til sårbare børnefamilier på Christianshavn og serveret mindst 225.000 kopper kaffe i Korshærens regi.