Nordkorea frygter kristne mere end atombomber

En video viser, hvordan efterretningsfolk trænes i at genkende og eliminere kristne.

Voice of the Martyrs (Martyrernes Røst) er kommet i besiddelse af en nordkoreansk propaganda-video, hvor en kristen evangelist, Cha Deoksun, bruges som skræmmeeksempel. Hun kaldes en forhærdet løgner, der er ude på at ødelægge Nordkorea med sit kristne budskab.

Nordkoreas regering prøver at udrydde kristendommen i landet. Det sker blandt andet gennem propaganda, der beskriver kristne som farlige fanatikere og spioner.

Det skriver Christian Post.

En video, som for nylig er kommet den kristne NGO The Voice of the Martyrs i hænde, har angiveligt været brugt til at lære sikkerhedsfolk, hvordan de effektivt kan identificere og lukke munden på kristne i Nordkorea.

Flygtning blev kristen

Videoen fortæller historien om den kristne evangelist, Cha Deoksun. Under den store hungersnød i 1990’erne, som menes at have kostet 2,5 millioner mennesker livet, flygtede hun til Kina for at opsøge sin onkel. Da det viste sig, at onklen var død, tog Deoksun til kirken Seotap Church, hvor hun hørte evangeliet for første gang i sit liv.

– Seotap Church ledes af falske ”præster” fra Sydkoreas efterretningstjeneste, hævdes det i videoen. ”Her skjuler man hjemløse illegale overløbere, giver dem anti-republikansk (dvs. anti-Nordkoreansk) religiøs undervisning og træner dem effektivt til at blive spioner.”

Ifølge videoen troede Cha Deoksun ”naivt” på prædikenerne om en nådig Gud og blev en ”fanatisk troende”, som vendte tilbage til Nordkorea for at skabe et undergrundsnet af kristne.
”Hun blev fuldstændig vildledt af fjenden,” forklares det i videoen.

Regimet ”viste mildhed”

Tilbage i Nordkorea havde Cha Deoksun meldt sig selv og erklæret sig skyldig i at krydse grænsen til Kina. Myndighederne var dog ”milde og lod hende gå”. Men i stedet for at være taknemlig overfor det barmhjertige parti, takkede hun ”den barmhjertige Gud,” erklæres det i videoen.

Da Cha Deoksun nu var fattig, rejste hun fra by til by for at tjene penge. Men som evangelist gav hun penge til fattige og trængende og mødtes hver søndag med andre kristne til bøn, salmer og bibelstudier. Både Cha Deoksuns familie og flere andre omvendte sig derfor til kristendommen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Fanatiker og spion”

I videoen kaldes Cha Deoksun både spion og religiøs fanatiker. Hun ”arbejdede for fjenden og forsøgte det absurde at bygge Guds rige”. Til sidst blev Cha Deoksun angivet til myndighederne af en ”god og årvågen nordkoreansk borger”.

Voice of the Martyrs antager derfor, at hun enten blev henrettet ved skud eller døde i en arbejdslejr.

“Det er uvist, hvordan Cha Deoksun døde, men hun blev muligvis henrettet. Hun tjente Herren uden at få anerkendelse for det. Det gør mange andre nordkoreanske kristne også i vore dage, til trods for deres regerings forsøg på at udrydde kristendommen,” konkluderer VOM.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Pastor Kenneth Bae blev idømt 15 års arbejdslejr i Nordkorea i 2013, men blev efter pres fra USA løsladt sammen med en anden amerikaner i 2014. Foto: CNN
Farligere end atombomber

Nordkorea har i årevis stået øverst på Open Doors Verdensrangliste som det land, hvor kristne forfølges mest. Det formodes at mindst 50.000 kristne (nogle anslår op mod 200.000) bliver tilbageholdt i fangelejre, fængsler eller lejre for politiske fanger.

For nylig fortalte den koreansk-amerikanske pastor Kenneth Bae om sit liv som gidsel i Nordkorea fra 2012-2014.

Han forklarede, at regeringen i Nordkorea frygter kristne mere end atombomber.

”De sagde: ’Vi er ikke bange for atombomer… vi er bange for folk som dig, der bringer religion ind i vores land og bruger det imod os, så alle vender sig til Gud, og dette vil blive Guds land, og vi vil tabe’,” fortalte Kenneth Bae.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han blev i 2013 idømt 15 års fængsel i en arbejdslejr i Nordkorea. Bae fortæller, at når han talte med nordkoreanere om Jesus, ville de spørge, om Jesus lever i Sydkorea eller Kina.
”Nordkorea er ikke et land, hvor kristne bliver forfulgt. Det er et land, hvor kristendommen bliver elimineret totalt. Hvis man er kristen, bliver man dræbt. De vil også dræbe ens forældre,” forklarede Kenneth Bae.