Om at være i verden, men ikke af verden

(Læsetid: 2 minutter)

Omdrejningspunktet i denne bog er, hvad det betyder, når Jesus siger, at vi skal være i verden, men ikke af verden.

De nemme, men forkerte løsninger er enten at være i verden ved at smelte sammen med den, eller slet ikke at være i verden ved at trække sig ud af den og isolere sig i kristne ghettofællesskaber.

Udfordringen er helt og fuldt at være i denne verden og samtidig stå ved, at man er anderledes, fordi man som kristen er af en anden verden.

Kristne bør være livsnydere

Det understreges, at det ikke at være af denne verden ikke skal forstås, som om kristne skal leve livsforsagende. Tværtimod bør kristne være ”livsnydere”: ”Det er dybt problematisk, hvis kristne går ud i verden og markerer deres kristne identitet ved hjælp af en afsky for og puritansk hævethed over den sanselige verden og verdslige nydelser.

Vi skal derimod gå forrest i praktiseringen af sund sanselig nydelse, dog sådan at vi aldrig overtager verdens værdier”.

God til at forklare

Andreas Kammersgaard Ipsen er god til at forklare de modsætninger, kristne står i. Hvordan vi både skal elske denne verden, fordi Gud har skabt den som god, og tage afstand fra den, fordi den også er en falden verden inficeret af synden.

Hvordan vi både skal glæde sig over livet her og nu og samtidig se frem til det evige liv på den nye jord. Hvorfor vi skal tage forvalteransvar for jorden, selvom vi ved, at den skal gå under. Hvordan vi på den ene side skal engagere os i vores samfund og andre mennesker, men på den anden side ikke gå på kompromis med Bibelens absolutte sandheder.

Gode analyser trods snævert formål

Bogens egentlige formål er at give svar på, hvordan vi kan skabe vækkelse. Holdningen er, at der kan komme vækkelse, når kristne tør lade sig udsætte for forfølgelse, og det gør vi, når vi er i verden, men ikke af verden. For så stryger vi denne verden mod hårene og gør kristendommen sprængfarlig.

Jeg synes, det er for enstrenget at gøre ordene om at være i verden, men ikke af verden til en anvisning på vækkelse. Jeg ser dem som en beskrivelse, som man kan trække forskellige fortolkninger om livet som kristen ud af. Det er også det, Andreas Kammersgaard Ipsen gør i sine analyser, og man kan læse dem uden at tage næste skridt og snævre dem ind til at handle om, hvad vi kan gøre for at få vækkelse.

Andreas Kammersgaard Ipsen: Sprængfarlig kristendom – i verden men ikke af verden.
166 sider. 149,95 kr.
LogosMedia.

Læs også