Forsvarsministeren besøgte soldaterhjemmet i Fredericia

Under besøget talte Mette Bramsen med leder parret Bruno og Helle Kristoffersen, generalsekretær Per Møller Henriksen og en af soldaterhjemmets brugere.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) besøgte den 11. oktober KFUMs Soldatermission på KFUMs Soldaterhjem i Fredericia.

– Fire måneder har Trine Bramsen siddet i Forsvarsministeriets ministerstol. Det har været fire måneder med rigtig mange besøg rundt i landet på kaserner og ved organisationer.

Forsvarsministeren var meget fascineret af konceptet lagkagebanko. Her er Trine Bramsen fotograferet med én af bankogevinsterne.

I dag var turen kommet til KFUMs Soldatermission, hvor ministerbesøget fandt sted på KFUMs Soldaterhjem i Fredericia lige ved siden af KFUMs Soldatermissions landskontor, skrev soldatermissionen den 11. oktober.

Besøgte Camp Bastion
Besøget gav forsvarsministeren et aktuelt indblik i det arbejde, der finder sted på KFUMs 14 soldaterhjem i Danmark.

Trine Bramsen har i flere år været medlem af Folketingets Forsvarsudvalg, hvor hun har besøgt og oplevet KFUMs Soldaterhjem i Camp Bastion i Afghanistan.

”Det gav et godt indblik,” sagde ministeren efter besøget. ”Tusind tak for det arbejde, I laver hver eneste dag,” lød det fra ministeren.

Under besøget så hun blandt andet de faciliteter, som KFUMs Soldaterhjem i Fredericia har til veteraner med nyistandsatte værelser.