De deler 1000 aviser ud på Als

Kaj Anker Holst er en trofast soldat, der altid stiller op, når der arbejdes for en god sag.

Trods sine 77 år er Kaj Anker Holst fra Augustenborg stadig hyperaktiv i mange gode formål. Bl.a. har han organiseret, at 1000 juleaviser nu bliver uddelt på Als.

– Vi delte også ud sidste år, og jeg forsøger at finde nye ruter, sådan at det gode budskab kommer ud til nye læsere, fortæller han, da han henter de 10 bundter.

Han har også lige et par andre ærinder. Han indsamler fx vælgererklæringer for KD.

Han har også indsamlet gaver for KLF Kirke og Medier, Dansk Kirke i Udlandet, og han er aktivt med i flere missionsorganisationer. Blot for at nævne noget af det.

Skohandler-familie

Kaj er ud af en kendt skohandler-familie. Hans farfar, Anker Holst, lyttede fra Flensborg, da den gamle danske by blev tysk i 1920. I stedet grundlagde han en skobutik i Sønderborg i 1921. Og de kommende år oprettede han filialer i Gråsten og Haderslev.

Da Kajs far overtog, fik de også filialer i Padborg og Tønder.
Efter sin læretid i Aarhus drev Kaj først butikken i Padborg. Men en kompagnon snød ham, så han endte med en million-gæld.

Senere overtog han hele virksomheden efter sin far, men i 1991 var tiden løbet fra de privatejede skobutikker, og da faderen var død, solgte han butikken.

Aktive kristne

Men farfaderen var også foregangsmand og meget aktiv i det kristne arbejde. Sammen med andre erhvervsdrivende i byen støttede han både økonomisk og praktisk.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han var med til at grundlægge Betania i Sønderborg, som først var et mødested for Frimissionen og senere blev mødested for Luthersk Mission.

Kajs morfar var med til at bygge det første missionshus i Gråsten, og de holdt sommermøder med over 100 deltagere i haven.

Så Kaj har ikke sit kristne engagement fra fremmede.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Filmproducent

I stedet for skohandlen gik Kaj igang med at sælge aviser for Kristeligt Dagblad og Jyllands Posten. Han solgte også forsikringer, og da hans datter hellere ville på seminarium, overtog han hendes ti rengøringskunder.

– Jeg kan bedst lide fysisk arbejde. Vi har jo godt af at bevæge os, siger lynhurtige Kaj.
Han har som yngre også produceret flere reportagefilm til bl.a. TV2 om kongeparrets besøg, Cimber Air, spritbådene og en anti-atommarch. Og han har også været pressefotograf for dagbladene Sønderjyden og Jydske Tidende.

Hans faste holdepunkt er hustruen Dorit, og de har tre børn.