Profetier i Salmerne

Anna Louise Bay

J. R. Church (fint navn!) har i 1986 skrevet en bog om profetier i Salmernes Bog. En af idéerne i bogen er, at Salmerne på en eller anden måde beskriver forhold, der er sket siden år 1900, sådan at der i Salme 1 er noget der korresponderer til år 1901 og så fremdeles.

Det forholder sig i øvrigt også sådan, at Salmerne er den nittende bog i Bibelen forfra og den otte og fyrretyvende bagfra – hvilket kan tydes som 1948, der jo må siges at være et væsentligt år i nyere tid.

Salme 117, som er det korteste kapitel i hele Bibelen, er samtidig det midterste kapitel med 594 kapitler foran og 594 kapitler bagved.

Nu er det i reglen nemmere at få ting til at passe sammen, når man kan benytte sig af bakspejlet, end det er tilfældet, når der skues fremad, men jeg tænker da på, hvad der står i Ordsprogene 25:2: ”Guds ære er det at skjule en sag, kongers ære at granske en sag” og Esajas 46:10-11, hvor der tales om, at Gud forkynder enden fra begyndelsen, taler og lader det ske, udtænker og fuldbyrder.

Og jeg har også ladet mig fortælle, at en tredjedel af alle profetierne i Bibelen handler om endetiden. Jeg må sige, det bekommer mig godt at vide, at Gud har så meget styr på det, at han har planlagt den store finale helt fra begyndelsen.

Hvis vi følger idéen med, at år 1901 og Salme 1 korresponderer, så bliver 2019 matchet sammen med Salme 119, som er det absolut længste kapitel i Bibelen. Det hænger helt sikkert sammen med den specielle måde, denne salme er skrevet på.

Det hebraiske alfabet

Det er sådan, at det hebraiske alfabet består af 22 tegn eller bogstaver. Og Salme 119 er delt op i 22 afsnit, der hver især består af 8 vers (8 betyder i øvrigt en ny begyndelse). Men hvad der er mere specielt er, at i hvert af disse 22 afsnit begynder alle otte vers med det samme bogstav. Vers 1-8 med Aleph, 9-16 med Beyt og så videre.

Og så faldt jeg lige over noget, der står i Esajas 45:12: Jeg tilkalder Kyros og baner vejen for ham, for han skal udføre min vilje. Han skal sætte mit bortførte folk fri og være med til at genopbygge min by uden betaling eller løn. (Bibelen på hverdagsdansk).


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det specielle her er, at man i Israel har fået fremstillet en mønt i anledning af 70-året for statens oprettelse, og der er kong Kyros afbilledet sammen med Trump, da mange mener, at Trump er en nutidig Kyros. Men det der mest slog mig i teksten var “uden betaling eller løn”.

For det er jo ikke det, man råber højest om i medierne, men fakta er, at præsident Trump ikke modtager løn for sit store arbejde.