Burma: 51 af 100 kirker genåbnet

Etniske rebeller erkender nu, at de ikke har fundet ”ekstremisme” i kirkerne.

De etniske rebeller, som i 2018 lukkede over 100 kirker i det østlige Burma, har nu genåbnet 51 baptistkirker, oplyser Morning Star News.

De etniske Wa-rebeller fra United Wa State Army (UWSA) har oplyst, at de godkender 51 baptistkirker i den nordlige Shan State. Det sker efter en undersøgelse af menighederne og deres aktiviteter de sidste 14 måneder. Der foregår dog stadig undersøgelser af de resterende kirker, oplyser ledere fra UWSA.

”Ekstremistiske ansatte”

Mindst 10 kirkebygninger blev ødelagt, da UWSA-tropper foretog en razzia i september 2018. Over 200 kristne blev tilbageholdt men løsladt igen efter afhøringer.
“Vi undersøger nu de resterende kirker. Vi lukkede kirkerne, fordi nogle af dem, der arbejder i kirkerne, var meget ekstremistiske,” forklarede Nyi Rang, der er talsmand for UWSA i byen Lashio, til Morning Star News. “Nogle steder var der bare nogle få huse. Men der var mange kirker, og det skabte ufred i forhold til de etniske lokalsamfund,” tilføjede han.

Andre grunde?

Generalsekretæren for Lahu Baptist Convention, en præst der bare er kendt som Rev. Lazarus, afviser, at kirkerne er ekstreme.

“Jeg tror ikke, at kirkerne og vores religiøse aktiviteter skaber splittelse og problemer, for vi har kirker, som hører under de etniske grupper Wa, Kachin, Lahu, Ahkar og Lisu. Der kunne være andre grunde til at kirkerne blev lukket,” sagde Lazarus til Morning Star News.”

De genåbnede kirker befinder sig i Panghsang, Hopang, Kho Pang Namphan. Det meste af befolkningen i Wa-regionen nær Kinas grænse tilbeder ånder, de såkaldte Nats. Mange etniske grupper som Lahu, Ahkar, Kachin, Lisu samt nogle Wa-folk er dog kristne. Der findes også buddhister i området.

Kommunistisk inspireret

UWSA er Burmas største etniske bevæbnede gruppe med anslået 30.000 soldater. Lederne er kommunister, som har været under påvirkning fra Kina.

Lazarus udtalte, at kirken var lykkelig over, at de 51 kirker nu er genåbnet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Vi er lykkelige, og vi takker Was ledere for tilladelsen til at genåbne kirker,” sagde Lazarus. “Vi håber, at de snart vil genåbne de resterende lukkede kirker.”