Film om Ku Klux Klan-medlems vej til Jesus og et helt nyt liv

Filmen ”Burden” fortæller den sande historie om KKK-medlemmet Michael Eugene Burden Jr., som kom til tro på Jesus og opgav sit voldelige liv. Derefter fik han brug for beskyttelse hos sine tidligere fjender i en sort menighed.

I USAs biografer kan man snart se den dokumentariske film “Burden,” der handler om et højtstående medlem af Ku Klux Klan, hvis liv bliver forvandlet gennem venskabet med en sort prædikant, som han tidligere ønskede at dræbe.

“Burden” handler om Michael Eugene Burden Jr., som i 1996 åbnede forretningen ”Redneck Shop and Klan Museum” i Laurens, South Carolina, hvor han solgte udstyr til KKK-erne, inklusive uniformerne med de karakteristiske hvide hætter samt fotos af lynchninger.

Men Michael Eugene Burden Jr.s liv blev forvandlet. I første omgang mødte han en kvinde, som overbeviste ham om, at han skulle bryde forbindelsen med KKK. Herefter solgte han sin forretning til den sorte pastor David E. Kennedy, hvis onkel i sin tid var blevet lynchet af klanen.

Salget af forretningen ophidsede Michael Burdens tidligere klan-brødre, og de svor hævn. I den lille by havde KKK så stor magt, at Michael Burden snart mistede sit job. Pastor Kennedy valgte at give husly til sin tidligere fjende, hans kæreste og hendes søn.

For pastoren og hans menighed var det en øvelse i at vise mod, kærlighed og tilgivelse – og for det tidligere klanmedlem blev det til et møde med Jesus. Michael Burden blev senere døbt af den sorte præst.

En trailer fra filmen viser det øjeblik, hvor pastor Kennedy omfavner Michael Burden og fortæller de skeptiske medlemmer af menigheden: ”Jeg ser ham som en bror i Kristus”.

Senere beder Michael Burden menigheden om tilgivelse og tilføjer, at han også håber på Guds tilgivelse. Meget apropos hører man her salmen Amazing Grace på soundtracket.

Filmen er instrueret af Robbie Brenner (”Dallas Buyers Club”) og Andrew Heckler. Blandt skuespillerne er Forest Whitaker, Garrett Hedlund og Grammy Award-vinder R&B’s Usher Raymond. Filmen havde premiere ved Sundance Film Festival i 2018, hvor den vandt U.S.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dramatic Audience Award. “Burden” er baseret på Courtney Hargraves bog ”Burden: A Preacher, a Klansman, and a True Story of Redemption in the Modern South” fra 2018.

Se trailer: