Mette Frederiksen til Israels præsident: ’Der er et stærkt venskab mellem Israel og Danmark’

Statsminister Mette Frederiksen (S) mødtes sidste fredag med Israels præsident Reuven Rivlin i Jerusalem.

– Der er et meget stærkt venskab mellem Danmark og Israel, sagde Mette Frederiksen, da hun mødte Israels præsident Reuven Rivlin i dennes residens i Jerusalem sidste fredag.

– Vi har haft dette venskab i så mange år. Danmark har støttet Israel helt fra begyndelsen. Og vi er stadig meget, meget nære venner, sagde Mette Frederiksen.

Jytte Israel fortalte statslederne om sin barndoms dramatiske flugt fra nazisterne med kulbåd fra København til Sverige. Senere fik hun en mere privat snak med Mette Frederiksen – og et knus.

Historisk dag i Jerusalem

Samtalen mellem Mette Frederiksen og Reuven Rivlin foregik under verdens 5. holocaust-forum, som blev holdt med deltagelse af over 40 statsledere fra hele verden.

Blandt dem var USAs vicepræsident Mike Pence, Ruslands præsident Vladimir Putin, Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier, Storbritanniens prins Charles og Norges kronprins Haakon.

– Det var en stor dag. Efter at have lyttet til alle talerne tror jeg, dette er noget, hele verden vil huske som en historisk dag i Jerusalem, sagde Mette Frederiksen om 75-årsmarkeringen for befrielsen af Auschwitz.

Præsident Rivlin og Mette Frederiksen drøftede også antisemitismen. Den har igen vist sig flere steder i verden.

– Antisemitismen viser sit grimme ansigt også i Danmark. Vi må kæmpe imod det. Derfor er det vigtigt at mindes det, som er sket. Det er en vigtig kamp, også i Danmark.

Mette Frederiksen fortalte, at der er mange danske familier i Israel. Hun sagde, at hvis danske jøder flytter, ønsker hun, det må være, fordi de synes, der er godt i Israel, og ikke fordi de føler frygt og utryghed i Danmark.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Rivlin i København

Præsident Rivlin fortalte den danske statsminister om sine oplevelser i København, som han syntes var en rigtig hyggelig by.

Reuven Rivlin huskede, at hans kone og dronningen havde drøftet H. C. Andersens indflydelse rundt om i verden. De talte om det kendte eventyr, ”Den grimme ælling”, hvor ællingen til sidst ender med at blive til noget.

Rivlins kone Nehama kommenterede det overfor dronningen som følger: ”Selv min mand blev præsident!”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg sætter pris på din deltagelse for at mindes befrielsen af Auschwitz. Auschwitz var et stop i menneskehedens historie, akkurat ligesom Athen og Rom. Vi må kæmpe imod antisemitismen,

for vi ved aldrig, hvor det kan ende med antisemitismen, sagde Reuven Rivlin.
Han opfordrede hele verden til at kæmpe mod antisemitisme, fascisme og had.

Antisemitisme i Europa

Det er Moshe Kantor, som tog initiativet til Verdens holocaust-forum. På en pressekonference på holocaustmuseet Yad Vashem fremlagde han tal, som skaber bekymring blandt jøder, især i Europa, nu 75 år efter at Auschwitz blev befriet af soldater fra Sovjetunionens Røde Armé.

– 75 år efter holocaust er jødiske liv igen i fare i europæiske gader. Butikker bliver angrebet. Jøder gemmer sig bag stærke døre, sagde Kantor, som sandsynligvis hentydede til, at døren på en synagoge i Tyskland blev forsøgt skudt i stykker af en mand, som ville skabe et blodbad på jødernes helligste dag, Yom Kippur.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Statistikken viser, at 80 procent af jøderne føler sig usikre i Europa. 40 procent overvejer at forlade Europa. Tre procent har allerede forladt kontinentet de seneste år. Jøderne har været i Europa i over 2000 år. Måske er der ikke nogen tilbage om 30 år. Det vil betyde, at der i 2050 ikke er noget jødisk samfund i Europa, sagde Kantor.