Blev reddet af kaffe og cognac

Jytte Israel og hendes familie var blandt de 160 jøder, der i oktober 1943 blev reddet på en stor kulbåd i København. Forældrene, Peter og Esther Majew, ses her sammen med børnene (fra højre) Jytte, Lizzie og Hanne. Billedet er taget efter at familien blev genforenet i Danmark.

Soldaterne glemte helt at lede efter de 160 jøder, da de blev budt på kaffe og cognac ombord på kulbåden i København.

Det hørte statsministeren den 83-årige holocaustoverlever Jytte Israel fortælle om under Holocaust-Forum i sidste uge.

Udfordringen har tidligere skrevet om jøderne på kulbåden, der reddede livet med hjælp fra et snarrådigt ægtepar, en hund samt kaffe og cognac i kabyssen.

Stærkt indtryk

Under sit besøg i Israel mødte Mette Frederiksen flere danske holocaust-overlevende, blandt andre Jytte Israel. Denne fortalte også sin historie for halvandet år siden, da man markerede 75-året for redningen af de danske jøder. Hendes beretning blev bragt i Udfordringen 52 / 2018.

Under markeringen af 75-året for befrielsen af Auschwitz fortalte Jytte Israel sin historie for de udenlandske statsledere i Jerusalem. Senere havde Mette Fredriksen et privat møde med Jytte Israel.

– Det var en utrolig spændende oplevelse at møde Danmarks statsminister på Mamilla Hotel i Jerusalem. Jeg fik et varmt billede af Frederiksen. Hun har et godt hovede. Jeg mødte hende også lidt senere, og da spurgte hun, om hun måtte give mig et kram, fortalte Jytte Israel.

– Naturligvis, svarede jeg.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Din historie har gjort indtryk, sagde Mette Frederiksen til Jytte Israel.

Få overlevende

– Vi er nu få overlevende tilbage fra holocaust. Jeg arbejder som frivillig på et center for holocaust-ofre. Jeg ser, at stadig flere falder fra, sagde Jytte Israel.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hun har haft travlt, mens statslederne besøgte Israel. Tre journalister har talt med hende. Tidligere i år bragte også Politiken en omtale.

En dansk journalist oplyste, at Mette Frederiksen var justisminister under angrebet mod synagogen i København, og dette gjorde et stærkt indtryk på hende.

Jødernes redning

Jytte Israel var kun tre år, og familien boede i Emdrup ved Utterslev Mose, da tyske tropper besatte Danmark. Jyttes far, Peter Majew, var aktiv kommunist og gik i 1941 ind i modstandsgruppen BOPA. Senere måtte han gå under jorden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Om flugten på kulbåden fortæller Jytte Israel:

”Kaptajn Olesen blev bekymret, da tyskerne begyndte at fjerne kasser for at undersøge skibet på jagt efter folk på flugt. Kaptajnen ringede til sine venner, Gudrun og hendes mand Harris Nielsen, som boede i Snorresgade, ikke langt derfra.

– I har hund. Tag en ”tilfældig” morgentur med hunden og snak med tyskerne. I må prøve at underholde dem, tage opmærksomheden bort fra skibet, sagde kaptajn Olesen.

På vej ud af køkkenet åbnede konen skabet og tog en flaske fransk cognac med sig. Det var ikke dagligdags efter tre år med krig. På kajen begyndte Harris Nielsen straks at snakke med tyskerne på skibet. Han fortalte, at han havde studeret i Tyskland og talte om livet der og i forskellige havne. Konen gik ind i skibets kabys og satte kaffe over. Så gik hun ud og sagde så sødt, hun kunne:

– Der er så koldt her. Vil I ikke komme ind og få en kop varm kaffe og cognac?
Hun viste dem flasken med cognac. Tyskerne glemte, at de var på jagt efter flygtninge og gik indenfor. Gudrun Nielsen fyldte i glassene, igen og igen. Soldaterne havde det skønt. Før de gik fra borde, huskede de, at de skulle underskrive papirer, så skibet kunne forlade havnen. De signerede og stemplede, før de syngende gik i land.

Hunden lå på kajen, da kulskibet med de 160 jøder sejlede mod Sverige.