Hvad mener Jesus om palæstinenserne?

Hvis vi vil vide, hvordan Jesus ser på palæstinenserne, kan vi se på, hvordan han behandlede samaritanerne.

Forskere har dokumenteret, at da jøder begyndte at vende tilbage og dyrke landet Israel i slutningen af 1800-tallet, begyndte mange arabere fra nabolandene også at komme for at finde arbejdsmuligheder skabt af den zionistiske bevægelse. Resultatet er et folk med en bred blanding af etniske baggrunde. Foto: Bigstock 2018 / Militært checkpoint på Via Dolorosa i Jerusalem, Israel.

Af Nick Hansen, national leder for den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem

I mange årtier syntes evangelisk støtte til Israel bundsolid. I dag tøver mange yngre kristne i vestlige kirker dog med at give Israel samme ubetingede støtte som deres forældre. Historier om palæstinensisk lidelse har tiltrukket sig sympati hos mange kristne, ofte på bekostning af Israels kamp for overlevelse, som måske ikke virker lige så akut og let afkodelig.

Billedet af palæstinenserne som underdogs og Israel som overmagten passer ind i nutidens strømning om en global kamp for social retfærdighed, men det udelukker de profetiske løfter om jødernes genoprettelse og ikke mindst den reelle historiske udvikling de seneste 150 år.

Jesus synes i evangelierne at have meget lidt at sige om den nuværende situation. Denne nytestamentlige ‘tavshed’ om Israels genoprettelse i landet påvirker manges syn på konflikten. Ville Jesus bekræfte Israels nationale kaldelse eller palæstinensernes ret som et undertrykt mindretal? En vejledning til at besvare disse spørgsmål er at se på, hvordan Jesus behandlede samaritanerne, som har flere paralleller med palæstinenserne i dag.

Et erstattet folk

Samaritanerne nævnes første gang i 2. Kongebog 17. Da kong Sargon II af Assyrien førte det nordlige kongerige Israel i eksil i 722 f.Kr., erstattede han de fordrevne israelitter med folk fra andre regioner. Disse nye bosættere, samaritanerne, blandede sig med tilbageværende israelitter og overtog nogle af deres religiøse skikke. Da Juda i 586 f.Kr. blev ført i eksil til Babylon, gav det samaritanerne mere plads til at udvide deres tilstedeværelse.

Samaritanerne havde udviklet deres egen kultur og identitet, dyrkede en form for pseudo-jødedom og afviste de fleste af Tanakhs skrifter [Det Gamle Testamente, red.], kun de fem Mosebøger blev betragtet som bindende. 70 år senere begyndte jøderne at vende tilbage og genopbygge templet og Jerusalem. Samaritanerne modstod denne genoprettelse både religiøst, politisk og med vold. Alligevel blev templet genoprettet, og jøderne vendte tilbage.

Anspændt forhold

Helt op til Jesu tid nægtede jøder og samaritanere at blande sig med hinanden. Samaritanerne havde deres egen fortælling om regionens historie. De betragtede sig selv som det sande Israel og retmæssige arvinger til landet og hævdede at nedstamme fra Efraim og Manasse. Templet i Jerusalem blev betragtet som en frafalden helligdom, og dets tilbedelse blasfemisk for Gud. På Alexander den Stores tid byggede samaritanerne et alternativt tempel på deres hellige bjerg, Gerizim – det bibelske “velsignelsens bjerg” med udsigt over Sikem, som er nutidens Nablus.

For jøder blev det betragtet som en fornærmelse at kalde nogen en “samaritaner” (Johannes 8,48). Jødiske skrifter fra 200 f.Kr. kaldte samaritanerne “det tåbelige folk”. Selv Jesu disciple var ikke glade for dem og var ikke sene til at ville nedkalde ild over deres hoveder (Lukas 9,54). Men Jesus behandlede dog samaritanerne på en anden måde. Han helbredte dem og mødte dem både individuelt og som et fællesskab. Lignelsen om den ‘barmhjertige samaritaner’ var stødende for jøderne, da Jesus beskrev samaritaneren som værende den nødstedte mands ‘næste’.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jesus krydser grænsen

Med medfølelse og kærlighed rakte Jesus ud til samaritanerne. Han helbredte dem, betjente dem og brugte dem som eksempler for sine jødiske brødre. Faktisk delte Jesus sjældent så dybe tanker om tilbedelse, sin egen messianske identitet og Guds ånd, som han gjorde med den samaritanske kvinde ved Jakobs brønd. Mødet førte til sidst til en vækkelse i hele landsbyen, og det var dér, Jesus talte om, at markerne er hvide til høst (Johs 4,35-42).

Men selvom Jesus udviste stor barmhjertighed overfor samaritanerne, var han ikke enig i deres version af historien. Og på trods af at samaritanerne havde boet i Israels land i hundreder af år, betragtede Jesus dem stadig som ‘fremmede’ (se Lukas 17:18), selvom det helt sikkert fornærmede dem. Jesus benægtede ikke deres ret til at leve i landet, men han bekræftede de unikke pagtsløfter, som kun jøderne nød godt af, herunder løftet om det geografiske landområde.

Jesus fastholdt altså en klar skelnen mellem samaritanerne og jøderne, og instruerede sine disciple om at fokusere på “de fortabte får af Israels hus”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jesus og den samaritanske fortælling

Jesus udfordrede den samaritanske kvinde og bekræftede samtidig den jødiske tradition: ”der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne.” Og han understregede Israels kaldelse til Abraham, at “alle jordens slægter skal blive velsignet” gennem dem.

Samaritanere og palæstinensere

Da jøderne i Israel blev forvist af romerne og senere under Hadrian i 135 e.Kr., flyttede andre folkegrupper ind i Israels geografiske område. Hver efterfølgende erobrer tilførte sine egne til den etniske blanding, hvad enten det var romerne, byzantinerne, arabisk-muslimske erobrere, korsfarerne, mamelukkerne eller de osmanniske tyrkere. Forskere har dokumenteret, at da jøder begyndte at vende tilbage og dyrke landet Israel i slutningen af 1800-tallet, begyndte mange arabere fra nabolandene også at komme for at finde arbejdsmuligheder skabt af den zionistiske bevægelse. Resultatet er et folk med en bred blanding af etniske baggrunde.

De fleste af disse mennesker i dag ville kalde sig palæstinensere. Langt størstedelen af disse palæstinensere er muslimer. De afviser ikke kun Bibelens lære, men fastholder også, at jøder ikke har nogen ret eller historisk forbindelse til landet. Spørgsmålet om tempelpladsen i Jerusalem er stadig et stridspunkt.

Samaritanerne i vor tid

Palæstinensernes og jødernes strid afspejler på mange måder dynamikken mellem jøder og samaritanere på Jesu tid. Nogle palæstinensiske kristne i dag hævder at være efterkommere af de hebraiske kristne i Israel fra det første århundrede. Palæstinensiske kristne bestrider ofte genoprettelsen af en jødisk stat både politisk og teologisk. De har udviklet deres egen version af erstatningsteologien, hvor Guds løfter til Israel nu falder til det palæstinensiske folk. Selv Jesus er blevet palæstinenser.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En opfordring til i dag

Jesu tilgang til samaritanerne kan hjælpe med at møde udfordringerne i den israelsk-palæstinensiske spænding i dag. Jesus viste medfølelse med samaritanerne og betragtede dem som de første ikke-jøder til at modtage evangeliet. Kristus satte i sin jordiske tjenestegerning et bemærkelsesværdigt eksempel for os på, hvordan vi i dag kan række ud til palæstinenserne – især de palæstinensiske kristne – uden at det er på bekostning af at stå ved Guds guddommelige kald til sit pagtsfolk.

Kirken skal være fredsstiftere og anerkende behovene hos både israelerne og palæstinenserne, og det kan gøres uden at gå på kompromis med sandheden. Må Herren hjælpe os med at forfølge disse mål. Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem har i sit mandat et kald til at velsigne Israel. Dette sker i erkendelse af, at hvis man vil velsigne dette land, må man også velsigne dets nabofolk.

Derfor beder vi fra mere end 170 lande døgnet rundt for Jerusalems fred, for Israel og alle dets naboer. Vores formålsparagraf siger klart, at vi vil arbejde for fred mellem jøde og araber. Du kan være med.