Corona-krisen gør det endnu vigtigere at uddele Udfordringens påskeavis

– Vi må udnytte det gunstige øjeblik, hvor danskerne har tid til at læse og tænke over livet, siger Kaj Anker Holst, som sammen med venner uddeler 1.000 aviser i Sønderborg og på Als.

Trods sine 77 år er Kaj Anker Holst altid klar til at gøre en indsats for de gode sager. Her sidder han med juleavisen, som han også var med til at uddele. Udfordringen bragte en artikel om Kaj og hans kendte skohandler-familie d. 15. december i uge 51/2019.

Trods sine 77 år er Kaj Anker Holst fra Augustenborg stadig hyperaktiv i mange gode formål. Bl.a. har han organiseret, at 3.000 påskeaviser nu bliver uddelt på Als.

– Hvis vi ikke skulle dele ud nu, hvornår skulle vi så? spørger Kaj retorisk. Han skaffer aviserne hjem og trækker så på gode venner, som hver deler aviser ud i et område.

– Folk er på grund af Corona-krisen nødt til at sidde hjemme i påsken – måske endda uden familien på besøg. Det kan være hårdt. Ikke blot for de ældre og ensomme, men for alle.

Men fordelen er, at nu har mange mennesker endelig tid til at læse, og sikkert også til at tænke lidt dybere over tingene, mener Kaj.

Ny livsstil forude

– Alle de indgreb, der nu sker, vil måske betyde, at vi skal gå 20 pct. ned i livsstil. Det er der nogen, der forudsiger.

Når livet ændrer sig så drastisk, er det godt, at vi kan komme med det kristne håb. Det er godt at få brudt den individualistiske og egoistiske måde at tænke på, så vi tænker mere socialt, mener Kaj Anker Holst. Han nyder faktisk at dele aviserne ud, fordi han ved, at de indeholder et godt budskab, som kan bringe noget afgørende ind i menneskers liv.

Frygt ikke…!

– Og man behøver ikke at være bange for, at omdelingen af påskeavisen skulle medføre Corona-smitte.

Aviser smitter ikke.
Og vi har ikke fysisk kontakt med de mennesker, vi deler ud til. Vi lægger avisen i postkassen, ligesom budene.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Så det er ”garanteret corona-fri”, joker Kaj, der selv foretrækker at dele aviser ud om natten, hvor der er mennesketomt.

– Vi har jo godt af at bevæge os, siger lynhurtige Kaj.