Michael skal lede foodbank på kirkeligt værested i Kolding

Tidligere journalist på Udfordringen står nu i spidsen for foodbanken i Café Nærværket.

– Jeg skal skabe bro mellem maduddelingen, værestedet og familienetværket, siger Michael Bobjerg (til højre). Til venstre ses Ulrik Siegumfeldt, der er leder af værestedet Café Netværket.

Michael Bobjerg er ansat fra den 1. marts som projektleder i foodbanken i forbindelse med Café Nærværket, som er en del af det sociale samarbejde mellem Kirkeibyen og Blå Kors Danmark.

– Vi er utrolig glade for at kunne præsentere Michael Bobjerg som den fremtidige projektleder af vores foodbank-arbejde, siger Ulrik Siegumfeldt. Han er leder af værestedet Café Nærværket, der ligesom Familienetværket er en del af et samarbejde mellem Kirkeibyen og Blå Kors Danmark.

Millionstøtte

– Vi står over for en rigtig spændende tid, hvor vi med en økonomisk indsprøjtning på en million fra Trygfonden har fået mulighed for at udvikle vores arbejde. Dermed kan vi nå mange flere i vores by og være en del af løsningen på de udfordringer, som Kolding står overfor, vurderer Ulrik Siegumfeldt.

42 tons mad i 2019

Arbejdet med uddeling af overskudsmad startede i december 2018, og sidste år blev der formidlet 42 tons mad, som blev hentet i lokale supermarkeder og delt ud til værdigt trængende.

Dette arbejde er i fortsat vækst, derfor glæder det værestedslederen, at der nu kommer flere kræfter i huset.

– Det var et superstærkt felt af ansøgere, så det var svært at vælge. Men i Michael har vi fået en projektleder, der har stor erfaring med målgruppen og desuden er stærk på både projektarbejde og kommunikation, siger Ulrik Siegumfeldt.

AKBU-leder og brobygger

Michael Bobjerg kommer fra en stilling som national leder af ungdomsorganisation AKBU, der er med i Dansk Ungdoms Fællesråd. Han har arbejdet i flere kirkelige organisationer, hvor han har haft ansvar for projektledelse, ledelse af frivillige og kommunikation.

Gennem de seneste fire år har Michael været leder i frivilligt socialt arbejde, hvor han er kendt for sin evne til at skabe gode relationer og bygge bro mellem mange instanser.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I efteråret 2019 begyndte Michael også som deltidsansat journalist på Udfordringen. Men nu handler det om nye udfordringer med ”brobyggeri” i Kolding.

– Det er en rigtig spændende udfordring, jeg har sagt ja til, siger Michael Bobjerg.

– Jeg glæder mig til at møde de gode samarbejdspartnere, som foodbanken allerede har, og til at få vendt hver en sten i bestræbelsen på at afhjælpe de sociale behov i Kolding.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det bliver også spændende at være med til at skabe bro mellem maduddelingen, værestedet og familienetværket. Det er tre tilbud, som er med til at skabe værdi og livsglæde for mange, forklarer Michael Bobjerg.