Italiens biskopper kræver også kirkerne genåbnet

Premierminister Giuseppe Conte tillod den 26. april kun få lempelser af corona-restriktionerne.

Efter næsten 50 dage med nedlukning af hele landet har den italienske regering nu skitseret en forsigtig ”Fase to”, hvor nogle virksomheder må åbne og folk må bevæge sig mere udendørs. Også kirkerne bør få lov til at åbne, mener biskopperne.

Det skriver Religion News Service.

Italiens koalitionsregering har besluttet, at borgerne fra 4. maj igen må forlade deres hjem uden dokumentation, og at de må holde små begravelser og bryllupper. Restauranter og andre forretninger vil kunne åbne med halv kapacitet fra midten af maj, men der er intet nyt for sportsfaciliteter, biografer og parker.

Indtil videre må der heller ikke holdes gudstjenester og messer.

Premierminister Giuseppe Conte fortalte under en pressekonference søndag, at de strenge regler skyldes anbefalinger fra den videnskabelige komite, som skal forebygge spredning af pandemien.

Nyheden kom som et hårdt slag for de katolske biskopper, som allerede for flere uger siden har bedt regeringen sikre, at deres trosfrihed vil blive respekteret så snart virusspredningen var under kontrol.

“Kirken har med sorg og en slags pligtfølelse accepteret de begrænsninger fra regeringens side, som skal tage hånd om den akutte sundhedssituation. Men de italienske biskopper kan ikke acceptere, at religionsfriheden bliver kompromitteret,” hed det i et melding fra de italienske biskoppers konference (Cei) sidste søndag. Biskopperne minder samtidig om det vigtige arbejde, som præsterne og den katolske kirke udfører for at hjælpe landets fattige.

Samtidig beder biskopperne regeringen og sundhedsmyndighederne om at skelne mellem deres eget ansvar for at sikre den offentlige sundhed og kirkens opgave. Kirken er nemlig ”kaldet til at organisere livet i det kristne fællesskab i respekt for offentlige begrænsninger men med fuld autonomi,” fastslår biskopperne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Premierministeren har lovet i de kommende dage at fastsætte, hvilke typer liturgiske gudstjenester folk vil kunne deltage i uden at gå på kompromis med sikkerheden.

”Herre, vi har brug for dig! Vi har brug for din handling og dine ord. Vi håber snart at få lov til at fejre nadver igen!” bad Ceis leder, Cardinal Gualtiero Bassetti under sin prædiken sidste søndag.