Kristen film om tro og kærlighed i danske biografer

Den amerikanske film ’I Still Believe” om den kristne sanger Jeremy Camp, er en stærk proklamation af, hvordan tro og uselvisk kærlighed kan se ud.

I ’I Still Believe’ spiller Riverdalestjernen K. J. Apa overfor Britt Robertson, som tidligere har medvirket i film som The Longest Ride og Mother’s Day.

I den biografaktuelle ’I Still Believe’ møder vi Jeremy Camp på vej på college. Han kommer fra et kærligt men beskedent hjem, og den ene af hans to yngre brødre er født med et funktionshandicap, der påvirker hele familien. Afskedsgaven fra familien er en ny dyr guitar, og så er fortællingen om den unge kristne sanger og musiker skudt i gang.

I rollen som Jeremy Camp ses K. J. Apa, som mange teenagere vil kende fra Netflixserien Riverdale. Den charmerende new zealandske skuespiller vil uden tvivl lokke mange danske teenagere i biografen. Og tak og lov for det, for det bliver en enestående chance for at opleve et glimt af en virkelighed, hvor troen på Gud sætter rammerne for ung forelskelse.

Nystartet på college og med fokus på at slå igennem som musiker, møder Jeremy Melissa, som han hovedkulds forelsker sig i. Forelskelsen er gensidig, selv om Melissa af hensyn til en ven og anden bejler i starten er lidt tilbageholden. Men knapt er forholdet officielt, før det unge par står ansigt til ansigt med en af de værst tænkelige diagnoser. Melissa bliver diagnosticeret med en alvorlig form for kræft, som har spredt sig til hendes lever.

Forholdet er så nyt, at ingen ville bebrejde Jeremy for at trække sig, men han er overbevist om, at det er meningen, at de skal være sammen. Fuldt ud overgivet til sin nye kærlighed, lover han Melissa at stå last og brast med hende gennem sygdomsforløbet.

K. J. Apa i hovedrollen som Jeremy Camp i filmen ’I Still Believe’ som er produceret af det kristne firma Kingdom Story Company.

Sideløbende med disse begivenheder får vi glimt at Jeremys begyndende musikkarriere, men det er Melissas sygdom, der er filmens omdrejningspunkt. Jeremy bruger anledninger på musikscenen og i radiointerviews til at proklamere sin tro på, at Gud også helbreder i dag, og til at opfordre publikum og lyttere til at bede for Melissa.

Igennem hele filmen lyser Melissas tro og tillid til Gud, og det er den historie, Jeremy Camp har ønsket at fortælle. Tidligt i sygdomsforløbet siger Melissa: ”Hvis bare én persons liv bliver ændret på grund af, hvad jeg gennemgår, så er det det hele værd”. For Jeremy selv bliver det en hård lektie, som tester hans tillid til Gud, men han lærer, at der er meget at sige Gud tak for. Ikke på trods af skuffelser og lidelse, men måske netop på grund af?

Hans vidnesbyrd, som står tilbage efterfølgende, er sangen ”I Still Believe” (Jeg tror stadigvæk), som vi ser ham skrive i slutningen af filmen.

Tro på film

For trosbaserede film vil udfordringen altid være at få fremstillet troen på en naturlig måde, især når man stiler mod det brede publikum. ’I Still Believe’ er lavet af Erwin-brødrene, der tidligere har filmatiseret bl.a. historien bag MercyMe-hittet ’I Can Only Imagine’, og de formår igen at få den personlige tro til at virke både autentisk og troværdig.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Man kan håbe, at rigtig mange biografgængere finder vej til biograflærredet, og giver sig selv en chance for at opleve et noget anderledes værdisæt, end det man ofte møder i film fra Hollywood.
Selv om det i første omgang kan se ud som om ’I Still Believe’ er til et yngre publikum, er det en film der taler til alle om emner som tro, bøn og selvopofrende kærlighed. Herfra skal lyde en opfordring til at se den i biografen – det ville jo være skønt med høje seertal for en film med en tydelig kristen profil.

Titel: I Still Believe
Spilletid: 115 minutter
Premiere: 16. juli 2020
Filmselskab: Kingdom Story Company