De sociale medier foragter mennesker

Af Stefan Vase. Redaktør i KLF, Kirke & Medier, journalist

Min sommerferieidyl blev spoleret af et dødsfald.

Det er ikke en nærtstående, der er død. Det er ikke én, jeg kender. Derfor er det heller ikke dødsfaldet – hvor smertefuldt det end er – der berører mig. Men omstændighederne…

Den amerikanske professor i kriminologi Mike Adams begik selvmord efter års hetz mod sig. En hetz, som for alvor eskalerede de seneste par måneder. Hans brøde er, at han repræsenterer konservative kristne synspunkter. De, der førte an i hetzen mod ham, kendte ham efter alt at dømme ikke.

Presset på ham forplantede sig til hans arbejdsplads UNC Wilmington, som gav ham silkesnoren og et gyldent håndtryk. Men presset fortsatte. Han fik dødstrusler. Hans nærmeste tryglede ham om ikke at læse de beskeder, han modtog på de sociale medier. Men den 23. juli 2020 blev han fundet død i sit hjem.

For år tilbage udtrykte vi vores mening i hjemmet, på arbejdspladsen, i omklædningsrummet. Vi kunne være skarpe, perfide, onde. Men skaden var begrænset. I dag fisker du din telefon i lommen, finder en nyhed, som du deler på Facebook, Twitter eller andre sociale medier med ordet ”IDIOT!”. Det tager i dag tre sekunder at begå et karaktermord på en person!

Vi troede for år tilbage, at de sociale medier ville demokratisere samtalen. At hele verden blev bundet tættere sammen. At vi kunne udveksle viden på tværs af landegrænser. Det er muligt. Men det er også muligt at blive kaldt idiot af én i Brasilien…

Dette talerør er en forbandelse, og jeg er ked af at sige det: Vi er som brugere på de sociale medier blevet gradvist ”bedre” til at sprede gift og rakke andre mennesker ned, fordi det er gået op for os, at det er risikofrit.

Hvad er sandsynligheden for, at jeg møder Karen, Preben eller Hussein i morgen? Jeg kan da godt råbe tåbe ad vedkommende og se til, mens resten af pøblen rider med på den bølge. Men du ved aldrig, hvornår din ureflekterede mening er med til at give et andet menneske det sidste skub ud over broen. Du ved aldrig, hvornår nok er nok.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den danske filosof K. E. Løgstrup har sat en tyk streg under, at når vi har med et andet menneske at gøre, har vi et medansvar for dette menneskes velbefindende:

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Udsagnet er velkendt, men han skærper det faktisk: ”Det står simpelthen til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

I det perspektiv gør det mig oprigtig bedrøvet, når jeg tænker på den foragt, nogle mennesker møder på de sociale medier. Vær med til at skabe en modkultur med plads til debat og uenighed, men aldrig til hetz, had og foragt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



(Har du selvmordstanker, så ring til Livslinien på 70201201. Du kan være anonym.)