Velsign din telefonsælger

Af Kirsten Danborg Jønsson,
tidligere Rhema Radio

Vi er nok alle sammen overbevist om, at netop den periode vi er i, lever i nu og her, er den allermest oplagte tid til at få ordet ud om Guds ufattelige nåde til vækkelse i Danmark og i den hele verden…

Der er heldigvis rigtig mange disciple, præster, missionærer, evangelister, profeter, lærere og kristne kirkefolk indenfor alle trosretninger, der arbejder flittigt på at få dette ud nu og til alle tider. Det ufattelige er, at det ikke er nødvendigt, at vi er specielt kaldede med en særlig fin fortjenst-medalje, men at vi har Guds mægtige kærligheds ånd i os, og at vi vil gå ud med dette så forfærdeligt vigtige budskab, også i dag…

Men det, der vel nok er ret væsentligt, er, at vi ikke er færdige endnu med at udvikle og udtænke nye metoder til at velsigne den stadigt unåede befolkning. Fordi fornyelse er en vigtig del af Guds måde at henvende sig på.

De fleste af os har nok været ude for at blive ringet op af sælgere for snart sagt alle sorter af produkter. Lige fra teknik, PC-udbydere, el/strøm-sælgere, eller selvfølgelig missioner fra den ganske verden, uden navns nævnelse, så er det ikke uvæsentligt, hvem der siger hvad og hvordan.

Når det sker hjemme hos mig, er der en dejlig anledning til, over telefonen, at fortælle min udbyder, bankmand, bilsælger, købmand osv., at penge ikke er det væsentlige i denne verden, men at det helt og fuldstændigt handler om JESUS. Og det kan alle forstå, dog bliver de fleste jo forundrede og ved ikke lige, hvad de skal svare, men giver mig ret i mine synspunkter.

Jeg talte med en sælger fra et selskab, der ville snakke længe, jo mere jeg tøvede. Så jeg foreslog, at hvis han anså det for rigtigt, så ville det være så flot, hvis han, efter at have talt med mig, kunne rejse sig op og vende sig til sine kolleger i salen, (dem var der mange af) og lade det runge ud, at alle børn tilhører Guds Rige, at JESUS elsker børnene, både de små og store, og som det også lyder hver søndag i kirkerne, ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre …”.

Dem jeg har talt med, og det er mange, bliver taknemmelige, kan jeg mærke, selv om de ikke lige får sagt så mange ord. Det er nye tider, så det er et stort nyt og dejligt marked….