Alfabetisk bibel skal skabe ’nye fordomsfri fortolkninger’

”Bible, The” har alfabetiske lister med ordene fra hver af de bibelske bøger.

En gruppe ved navn Sideline Collective har udgivet King James Bible med ordene i alfabetisk orden i den hensigt at skabe nye fortolkninger af Bibelen, skriver The Christian Post.

Sideline Collective hævder, at udgivelsen understreger ordene og deres mening, så de åbner for nye fortolkninger ligesom et abstrakt billede. Der er en slags reduktionistisk fortolkning, som afslører fascinerende observationer, hedder det på gruppens hjemmeside.

Ved at notere, hvor mange gange de enkelte ord bruges, kan man se, hvad der lægges mest vægt på i Bibelen, konkluderer gruppen.

Som eksempler nævnes blandt andet, at ”god” bruges 720 gange, mens ”ond” kun bruges 18 gange. Og at ”kærlighed” bruges 308 gange, mens ”had” bruges 87 gange. Gruppen har sammenlignet en række andre modsætningspar som ”hellige versus syndere”, ”frelste versus fortabte” og ”fjender versus venner”.

Resultatet er ”en helt ny bibel”, mener kunstner og filmskaber Joseph Ernst, der er grundlægger af selskabet bag projektet.

– ”Bible, The” er omskrevet, så bogen kan ses og analyseres uden påvirkning fra læserens fordomme, forklarer kunstneren, der tidligere har udgivet USA’s forfatning alfabetisk.