Venstre sidebanner eksempel

Digital julekalender belyser ’ventetiden’ fra 27 kirker

Serien ’Ventetid’ kan ses på Viborg Stifts hjemmeside og bliver bragt i fire adventsafsnit på TV Midvest.

Her ses sognepræst og vært Troels Laursen i Viborg Domkirke. Foto: Viborg Stift

Viborg Stift tilbyder alle muligheden for at åbne en låge i en digital julekalender med fotos fra 27 kirker i Midt- og Vestjylland, hver dag fra 1. søndag i advent og i 27 dage frem mod jul.

Sognepræst og kunstanmelder Troels Laursen guider seerne til de 27 kirkers store og små kunstværker, der kan fortælle om det, vi venter på frem mod jul. Værkerne er ikke mere end 50 år gamle.

Serien ”Ventetid” og de små korte film på 3-5 minutter vil kunne ses på Viborg Stifts hjemmeside og på Facebook. De vil også kunne ses som fire længere programmer på TV MIDTVEST, hvor de bliver sendt på de fire advents-søndage.

Kunst og poesi

Optagelserne til serien begyndte i august, hvor værten Troels Laursen og fotograf Henrik Helms kørte Viborg Stift tyndt, for at stille skarpt på smuk kunst tilsat poetisk eftertænksomhed.

– Jeg er optaget af, hvad de kunstværker fortæller om den kristne tro, og hvordan de tolker den menneskelige tilværelse. Og på den her rundtur vil jeg gerne være med til at åbne en flig af den skatkiste, vi har af den nyeste kirkekunst og deres fortællinger, fortæller Troels Laursen.

Han ønsker ikke kun at gennemgå nogle særlige kunstværker, men også give os allesammen anledning til eftertanke.

-Troels har vist sig som den fødte tv-fortæller, der på sin helt særlige og personlige måde giver mig noget at tænke over op til jul, fortæller fotograf og producer Henrik Helms.

Bonus til Hellig Tre Konger

Efter optagelserne sluttede sidst i oktober, er alt materialet blevet set igennem, tilsat speak og musik og redigeret sammen til 28 afsnit.

-Vi har valgt at lave hele 28 små afsnit, for at følge hele adventstiden fra første søndag i advent og så helt frem til og med juledag, hvor julen for alvor fejres i kirken og vores ventetid er ovre.

Som en ekstra bonus tager vi også lige Hellig Tre Kongers aften med den 6. januar, hvor julen er slut, og vi er godt i gang med det nye år, siger Troels Laursen.

Forventningens tid

Biskop Henrik Stubkjær glæder sig til at se serien Ventetid og de mange smukke kunstværker i stiftets kirker:

– Jeg har altid fundet adventstiden ganske fantastisk. Det er en tid fyldt med forventning. Det er en tid, hvor der peges frem imod noget større. På samme måde er det med kunsten i vore kirker.

Kunsten peger hen imod noget større – en Guds virkelighed som rummer hver enkelt af os, siger biskoppen.

Hvis man tilmelder sig på Viborg Stifts hjemmeside, kan man modtage et nyt julekalender afsnit hver morgen i sin indbakke.

Serien begynder 1. søndag i advent og er ialt på 28 afsnit; og du kan se her, hvilke kirker vi besøger hvornår. Derudover er der et bonusafsnit den 6. januar.

Den første søndag i advent, den 29. november, besøger Ventetid Lemvig kirke. Den 30. november besøger serien Viborg Domkirke.

Læs også: Forbønsgudstjeneste i Viborg