’Nye fredsaftaler afhænger af hård kurs mod Iran’

– Nye arabiske lande vil ikke turde normalisere forholdet til Israel, hvis USA ikke holder styr på Iran, mener Eli Cohen.

Saudi-Arabien og Qatar er blandt de lande, som står klar til at etablere fulde diplomatiske forbindelser med Israel, mener Israels efterretningsminister Eli Cohen.

Men for at normaliseringen mellem Israel og de arabiske lande kan fortsætte, kræver det, at USA’s næste præsident viser handlekraft overfor Iran, siger Eli Cohen, ifølge Med Israel For Fred.

Forholdet til Iran

Donald Trump trak i 2018 USA ud af Iran-aftalen fra 2015. Det vakte stor tilfredshed både i Israel og mange arabiske lande, hvorimod Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden har udtrykt ønske om at genoptage aftalen.

Frygten for Iran er en af grundene til, at stadig flere arabiske lande allierer sig med Israel, vurderer Eli Cohen. Han hentyder til, at tre arabiske land (Emiraterne, Bahrain og Sudan) inden for de seneste to måneder har normaliseret forholdet til Israel.

Hidtil var Egypten (1979) og Jordan (1994) de eneste arabiske lande, som havde normaliseret deres forhold til Israel i løbet af 41 år, skriver MIFF.

Nye normaliseringer?

Cohen mener, ifølge avisen Israel Haoyom, at Saudi-Arabien, Oman, Qatar, Marokko og Niger kan blive de næste fem lande til at normalisere forholdet til Israel.

Eli Cohen favoriserer ikke eksplicit nogen af kandidaterne ved det amerikanske præsidentvalg, men han peger på, at Trumps politik i Mellemøsten de seneste år har ført Israel sammen med flere arabiske og muslimske lande.

– Hvis Trump-politikken fortsætter, kan vi opnå flere aftaler, siger han.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den israelske minister mener, at hvis den næste præsident ikke viser lige så stor beslutsomhed og styrke overfor Iran, vil mange lande ikke turde vælge side. Og dermed vil der sandsynligvis ikke blive underskrevet lige så mange nye normaliseringsaftaler.

– En eftergivende politik [overfor Iran] vil bremse fredsaftalerne, mener han ifølge MIFF.