Bomben ramte kirken, hvor to børn skjulte sig

Ashrin og hendes familie blev rykket op med rode, da Aserbajdsjan brød en våbenhvile fra 1994 og iværksatte et angreb på Karabakh den 27. september. Bomber fra fly og droner ramte flere byer og militære installationer i den armenske enklave.

Ashrin på 27 år måtte flygte fra Karabakh med sin 41-årige mand Albert og parrets to børn, efter at deres lejlighed var blevet ramt direkte af en bombe.

Vi møder hende i den armenske hovedstad Jerevan, hvor familien nu er midlertidigt indlogeret i et lille soveværelse og et nedslidt køkken. Mission Øst har iværksat en massiv indsats for at hjælpe så mange som muligt af de 100.000 fordrevne, der nu bor i lejre, centre eller hos private i det sydlige Armenien.

Bomben ramte kirken

Ashrin er bleg og nervøs, mens hun fortæller. Hendes mand Albert er for genert og fortvivlet til at sige et eneste ord i de halvanden time, vi tilbringer sammen.

Efter 11 dages krig boede de stadig i deres lejlighed på femte sal i Karabakhs hovedstad Shushi. Men den 8. oktober skulle blive skæbnesvanger for den lille familie:

– Vi havde intet at spise, så vi gik til en butik for at købe mad, efter at have skjult vores børn i katedralen på den anden side af gaden. Min 16-årige søster passede børnene, og vi troede, de ville være sikre der. Så vi gik hen til en nærliggende butik.

– Men så hørte vi en høj sirene og blev bange. Politiet kom og sagde, det var en luftalarm, og at vi var nødt til at blive inde i butikken. Men vi fortalte dem, at vi ikke kunne, da vi var nødt til at hente vores børn.

– Vi forlod butikken og så til vores rædsel, at en bombe havde ramt katedralen og efterladt et stort hul i taget. Da vi kom ind i kirken, der var fyldt med støv og røg, kunne vi bare svagt se en 74-årig mand, der havde lagt sig over vores børn for at beskytte dem mod alle de murbrokker, der faldt ned.

…en 74-årig mand havde lagt sig over vores børn
for at beskytte dem mod alle de murbrokker, der faldt ned.
Den gamle mand reddede deres liv.

Den gamle mand reddede deres liv, og de blev ikke skadet. Vores 5-årige dreng Artur kunne ikke sige noget af angst og begyndte først at tale, da hans far tog ham i armene.

– Da vi kom ud igen, hørte vi lyden af en drone og var bange for at blive ramt igen. I samme øjeblik blev kirken igen ramt, og vi skyndte os tilbage til kirkerummet, hvor vi fandt tre russiske journalister, to let sårede og en hårdt såret. Vi ringede efter en ambulance, men de sagde, at de ikke havde flere biler, så vi fik min onkel til at køre den hårdt sårede journalist på hospitalet.

Lejligheden sønderbombet

Herefter turde Ashrin, Albert og deres to børn ikke gå tilbage til deres lejlighed og opholdt sig derfor i beskyttelsesrummet under lejlighedskomplekset i flere uger.

Men så skete der noget, der fik det hele til at ryste:

– Den 31. oktober kl. 08.30 om morgenen blev vores lejlighed på femte sal ramt direkte af et aserbajdsjansk bombefly, og vi mistede alt på et sekund. Da jeg indså, at en bombe havde ramt vores lejlighed direkte, følte jeg mig ramt personligt: Hvorfor blev der sigtet på os?

En præst fra kirken fortalte, at den aserbajdsjanske hær nu kun var få kilometer væk, og at familien var nødt til at flygte ud af byen med det samme. En journalist fra Jerevan var rystet over at se, at familien med de to børn stadig opholdt sig i byen.

– Journalisten Jirair sagde, at hans hjerte blev knust, da han hørte historien om vores børn og nu mødte os. Han gav os sit telefonnummer og fortalte, at han ville gøre alt for at hjælpe os. Derefter organiserede kirken en bil for os og endnu en familie, der kørte os til rutebilstationen i Jerevan.

– Vi troede, at der ville være nogen, der hentede os, men ingen ventede på os. Så kom en dame og sagde, at hun ville hjælpe os og tage os med hjem til sig i en landsby uden for Jerevan. Jeg havde meget stærk hovedpine, så hun gav mig nogle piller.

Hårdt brug for penge til mad og medicin

Journalisten Jirair ringede nu for at høre, hvordan det var gået med familien, og tilbød at sende legetøj til børnene.

– Jeg bad ham om glemme legetøjet og kun skaffe penge, så vi kunne overleve, siger Ashrin.
Næste morgen fik Jirair nogen til at hente familien og førte dem til et hus i Jerevan, hvor udlejeren lader dem bo i det lille soveværelse og køkken.

– Nu har vi været her i en uge. Vi har intet tilbage. Vi har mistet alt. Vi har ingen penge. Vores største behov er kontanter, så jeg kan købe medicin til mit høje blodtryk, og så har vi brug for penge til mad. Nogle gange kommer folk forbi og hjælper os.

Lige inden interviewet er slut, siger den 5-årige dreng Artur:

– Hvad jeg virkelig vil have er penge, så jeg kan købe en gave til Jirair, manden, der reddede os!