Ny præst i Karlslunde Strandkirke

Anders Michael Hansen bliver ny præst i Karlslunde Strandkirke.

Fra 1. januar får Karlslunde Strandkirke en ny sognepræst – udover de præster som allerede arbejder ud fra kirken.

Den nye præst er den 56-årige Anders Michael Hansen. Han har de seneste tre år været ledende præst i Aarhus Valgmenighed.

Karlslunde Strandkirke har en særlig klang for mange af Udfordringens læsere. Kirken var nemlig et af de steder, hvor den åndelige fornyelse (som senere blev til bl.a. Dansk Oase) først foldede sig ud i 70’erne.

Da kirkens første præst, den folkelige Helge Pahus, som nyuddannet teolog blev ansat som sognepræst, havde man kun en vandrekirke af træ.
Senere fik man bygget en moderne kirke med cafeteria og andre udadvendte faciliteter.

En stor menighed voksede op, hvor der ikke før havde været nogen. Der opstod også et stærkt ungdomsarbejde i kirken.

Helge Pahus er nu pensionist. Han har beskrevet sit eget og kirkens liv i bogen ”Mit liv og kirken”. (Scandinavia)

Alsidig præst

Den nye præst, Anders Michael Hansen, er født i Randers og opvokset i Kristrup, hvor hans far var kordegn.

I 23 år har han boet primært i Aarhus og København. Men nu rykker han til præsteboligen på Radulfsvej, tæt ved Strandkirken. Han er ikke gift, og der bliver derfor rigelig plads til ham og hans mange bøger i præsteboligen dér.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han er cand.theol. fra Aarhus Universitet (1996), hvor han skrev speciale i Luthers teologi.
Anders Michael har mange års erfaring som præst i både sognekirke, fri- og valgmenigheder. Han har været præst i henholdsvis København, et par landsogne på Sjælland samt natkirkepræst i Odense. Sidst var han præst og daglig leder i Aarhus Valgmenighed.

Han har også været akademisk underviser i teologi, ledelse og mission samt konsulent for menigheder indenfor Dansk Oase, bl.a. Karlslunde Strandkirke.

De små fællesskaber

Anders Michael Hansen er særligt optaget af fornyelse. Han siger, at man som kirke må acceptere forandring, samtidig med at man bygger videre på den bærende tradition.
Anders Michael opfatter de mindre fællesskaber som kirkens byggesten. De er helt nødvendige for, at man kan finde venner og nogle at følges med i sin tro og efterfølgelse af Jesus.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han taler også om, at kirken har to ”vinger” – nemlig gudstjenester og fællesskaber. Uden begge vinger kan kirken ikke rigtig ”flyve”.

Anders Michael ønsker brændende at være med til at skabe en ”inviterende kultur” med relevante kurser og aktiviteter. Også til dem, som ikke er så vant til at komme i kirken.

Han glæder sig nu til samarbejdet med kirkens to øvrige præster, Peter Kofoed Bæk og Johan Tarp Dalsgaard, samt den daglige leder Christina Rydkjær Bratkov og kirkens øvrige personale og menighedsråd.

Han indsættes søndag den 10. januar ved gudstjenesten.


Artiklen fortsætter efter annoncen: