Ny forretningsfører hos MAF DK

Svend Stokbæk

Den kirkelige hjælpeorganisation MAF Danmark har ansat den 45-årige Svend Stokbæk som ny forretningsfører fra 1. februar. Han skal varetage en række opgaver inden for fundraising og administration.

MAF Danmark er den danske del af Mission Aviation Fellowship (MAF), som hjælper over 2000 organisationer og kirker med flytransport i 28 lande.

− MAF er rigtig mange partneres forlængede arm. Faktisk er MAF jo helt konkret en luftbro, så organisationer og kirker kan få konkret hjælp og evangeliet meget længere ud, siger Svend om sin motivation for at begynde hos MAF Danmark.

Svend Stokbæk kommer fra en stilling som økonomiansvarlig hos den kirkelige børneorganisation Viva Danmark og har tidligere arbejdet som økonomisekretær for missionsorganisationen Dansk Europamission.

Generalsekretær Peter Hedelund glæder sig over at få den erfarne medarbejder med i organisationen.

”Svend kommer ind i MAF Danmark med et hjerte for mission, solid erfaring og bred viden indenfor fundraising. Vi ser frem til, at alt dette bliver bragt i spil i vores organisation og er overbeviste om, at Svend og MAF er et rigtig godt match,” siger Peter Hedelund.