Ville dræbe kristne – blev selv en ’Billy Graham’

Evangelist Stephen Lungu (78) død af corona:

Stephen Lungu fra Zimbabwe har prædiket over hele verden, siden han blev omvendt som 20-årig. Foto: African Enterprise

”Syndens løn er døden,” sagde prædikanten. Det kunne være blevet hans sidste ord, for Stephen Lungu ville dræbe alle i mødeteltet bare to minutter senere. Men så begyndte prædikanten at tale om Jesus, der opgav sin rigdom for at blive fattig, foragtet og hadet…

Prædikanten kom ikke til at dø i bombeangrebet i Harare den 14. maj 1962 . I stedet overgav marxisten og bandelederen Stephen Lungu sit liv til Jesus.

Dagen efter gik den nyomvendte bandeleder til politistationen og bekendte sit lange synderegister med den begrundelse, at han nu var blevet kristen. Men efter otte timers forhør sagde betjentene til ham:

”Hvis Jesus har tilgivet dig, gør vi det også!” En betjent gav ham endda penge til at købe en bibel for – selv om han aldrig havde lært at læse.

I bogen ”Out of the Black Shadows” (engelsk) fortæller den tidligere bandeleder og marxist Stephen Lungu sin dramatiske historie. Han blev omvendt som 20-årig ved et teltmøde, hvor han ville dræbe alle tilstedeværende. Senere blev han selv evangelist og administrerende direktør for missionsarbejde i Afrika. Han bliver omtalt som ”Afrikas Billy Graham”

Opvokset på gaden

I bogen ”Out of the Black Shadows” fortæller Stephen Lungu, at han tidligt blev forladt af sine forældre. Tre små børn kom på hver sit børnehjem.

På børnehjemmet oplevede han endnu mere misbrug og vold end i hjemmet. Som femårig skreg han til Gud: ’Jeg hader dig!’

Efter nye afstraffelser flygtede han ud i bushen i 6-årsalderen. Han forsøgte at begå selvmord, blev bidt af slanger, tog hårde stoffer, sniffede lim og diesel, stjal skydevåben og endte med at danne banden ”The Black Shadows”.

– Det at dræbe fjender blev lige så let som at dræbe en kylling. Man bliver som et dyr. Vi lo ikke i min bande. Der var én, der gjorde det, og så skød jeg ham!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg mente, at Bibelen var en bog, der skulle hjernevaske sorte. Jeg hadede alle kristne og mente, at Jesus var de hvides gud, fortalte Stephen Lungu.

Mugabes soldat

– Som 15-årig meldte jeg mig som en af Mugabes frihedskæmpere i bushen. Jeg ville udrydde alle hvide. Som 20-årig ville jeg plante en bombe i en bank i Harare, som skulle dræbe en masse hvide folk om mandagen.

Søndag aften gik jeg afsted med bomben og automatvåben sammen med min bande, da vi så et telt, hvor mennesker sang og priste Jesus. Jeg blev så vred, at jeg sagde: ”Før vi går vil banken, skal vi dræbe alle i det telt. Klokken 19 skal bomben sprænges.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



’Mange vil dø’

– Men det var fem minutter for tidligt, så jeg sagde: ”Lad os gå ind i teltet i to minutter og se på de mennesker, vi skal dræbe”. Vi prøvede at forstyrre mødet, og blev bedt om at tie stille. Jeg advarede ham, der gjorde det, selv om jeg normalt bare slog folk ihjel.

En smuk ung pige fra Johannesburg fortalte, hvorfor hun var kristen. Der var et lys omkring hende. Jeg troede ikke, at smukke piger kunne være kristne. Så kom en evangelist fra Pretoria frem – og han begyndte at græde. ”Jeg græder, fordi Ånden fortæller mig, at mange her vil dø,” havde prædikanten forklaret.

Mugabes soldat oplevede nu, at prædikanten talte om netop hans synder. Han dukkede sig for talerens finger, der åbenbart pegede på ham. Så begyndte han at græde, før han tog sit gevær og gik frem til platformen. Her knælede han foran prædikanten, der bare fortsatte med at tale.

Nu smed Stephens venner bomben, og tre af bandemedlemmerne døde sammen med mange andre mødedeltagere. Men bandelederen selv blev reddet to gange den aften: Først ved at undgå bomben, derefter ved at tage imod Jesus.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



International prædikant

Stephen Lungu lærte at læse som 22-årig, og han fik den britiske missionær Patrick Johnstone (redaktør af bønneguiden Operation World) som mentor.

Nogle år derefter blev Stephen Lungu først evangelist og senere administrerende direktør i Dorothea Mission, hvis telt han i sin tid ville bombe, og senere i African Enterprise. Den tidligere terrorist kom til at forkynde evangeliet både på store kampagner og for præsidenter og andre kendisser i mange lande.

”Få mennesker havde en større passion for Kristus og forkyndte evangeliet mere kraftfuldt end Stephen Lungu,” skrev AE på hjemmesiden efter evangelistens død den 18. januar 2021.

– I 1991, året efter Colonel Mengistus fald og afslutningen på Den Røde Terror i Etiopien, prædikede Stephen Lungu i Addis Abeba, og 10.000 kom frem til forbøn, fortæller Ben Campbell fra AE Australia i et mindeord.

Stephen Lungu, der led af diabetes, døde af komplikationer til COVID19. Han efterlader sig hustruen Rachel, deres seks børn og mange børnebørn.