’Ligestillingsloven er en farlig løgn’

– Gud skabte os som mand og kvinde, siger Franklin Graham i en kommentar til en ny ligestillingslov i USA.

Evangelisten Franklin Graham har fordømt det amerikanske lovforslag, der kaldes ligestillingsloven (The Equality Act), som en ”meget farlig lov”.

Franklin Graham, der også er grundlægger og leder af hjælpeorganisationen Samaritan’s Purse, fastslår, at loven The Equality Act, hvis den bliver vedtaget, vil begrænse trosfriheden.

Det positivt klingende navn er vildledende, og det ”har intet at gøre med ligestilling”, fastslår evangelisten i sit Facebook-opslag.

“Det er bare et røgslør for at tvinge amerikanerne til at acceptere LGBTQ’s agenda, og det skaber en masse ulighed for kristne og andre troende. Det straffer enkeltpersoner og organisationer, som er uenige i deres moralske overbevisning,” advarer Graham.

“Hvis den bliver vedtaget, vil Equality Act kunne forbyde religiøse organisationer – både jødiske, protestantiske, katolske, muslimer og alle andre – samt kirker i kun at ansætte folk, der tror det samme, som de selv tror,” fortsatte han.

Franklin Graham tilføjer, at loven vil ”ødelægge sportsgrene for kvinder og piger”, fordi biologiske mænd, der identificerer sig som kvinder vil ”konkurrere om titler, priser og anerkendelse i alle aldersgrupper.”

Samtidig vil The Equality Act ophæve kvinders adgang til egne omklædningsrum, badeværelser m.m.

– Gud skabte os som mand og kvinde, og sådan er det. Til trods for over 6000 års menneskelig historie er det først de seneste få år, at nogen mennesker har fået den ide, at vi skal have alle disse ekstra betegnelser for kønsidentitet, skriver Franklin Graham.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han opfordrer sine landsmænd til at skrive til deres politikere og Det Hvide Hus om problemerne ved lovforslaget – og bede Gud åbne politikernes øjne for farerne i The Equality Act.