Kristendommen er ikke en religion

Svend-Aage Nielsen
Midtkobbel 36, Kollund
6340 Kruså

Jeg er meget glad for, at kristendommen ikke er som en religion. Det er en levende tro på Gud, som skabte alle ting i verden, både dyr og mennesker – også mand og kvinde.

Gud gav os sin søn Jesus som frelser, som der står i Titus 2, 11: Gud har åbenbaret sin nåde, som gør det muligt for alle mennesker at blive frelst.

Jeg har skrevet et brev til Kirkeministeriet, hvor jeg også skrev, at Gud gav os sin enbårne søn som frelser. Jeg gør dem opmærksom på, at der er mange religioner i verden, hvor folk beder til afguder, som ikke hører deres bøn og som ikke kan frelse. Det er kun Jesus som er vejen, sandheden og livet, og kun han kan frelse.

Da Jesus gik på jorden, advarede han os mod falske profeter, som vil stå frem og lede mange vild.

De kommer i fåreklæder, men indeni er de glubske ulve. Så opstår der vranglære, som vi fx ser det med Jehovas vidner. Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud.

Men Guds ord er buddet om kærlighed, og vi som kristne skal prøve ånderne, om de er fra Gud eller ikke. Det er kun Gud og Jesus, som kan dømme, og de vil dømme med retfærdighed – både os og de falske lærere.

Guds godhed fører til omvendelse. Han er langmodig og overbærende. Mit ønske er, at alle mennesker må komme til omvendelse, før Jesus kommer igen, og tage imod hans kærlighed.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg søger meget Gud i bøn og fik lagt på mit hjerte, at Han ønsker, at folkekirker såvel som frikirker kan arbejde godt sammen. For Jesu sidste bøn var, at vi alle må være ét i troen på Jesus Kristus som vores frelser.

(Forkortet, red.)