Open Doors: Kristne i Myanmar frygter overvågning af militæret

I februar skrev Udfordringen om familien Fredensborg, som i byen Mandalay oplevede store folkelige protester mod miliærkuppet den 1. februar.

”Vi hører skud og granatsprængninger hver dag, nogle gange er det meget tæt på. De fleste her slukker alt lys hver aften inden kl. 20, og der er helt stille i lejlighederne. Vi går stort set kun ud for at handle, ellers er vi hjemme hele tiden.”

Det fortæller en kristen fra hovedstaden Yangon to måneder efter militærkuppet, ifølge Open Doors Danmark. Der er også stadig soldater i gaderne, som jagter og skyder demonstranter.

Internettet er ofte blokeret, og militærstyret truer med, at der kan gå to år, før de vil tillade et nyt valg.

Blandt de kristne i Myanmar frygter man overvågning, og hvilke konsekvenser det kan få. ”Min Niang” er en af de kristne, som har fortalt om dagligdagen med skud og granatsprængninger under militærstyret.

Under det seneste militærstyre i Myanmar blev især kristne mænd tvunget til hårdt fysisk arbejde for militæret. Nu bliver de tvunget til at bekæmpe demonstranter og andre, der er kritiske overfor styret.

”Vi har kontakt til en præst i en fjerntliggende landsby. Der er hverken politi eller militær i området, så han har mødtes med de kristne i landsbyen hver aften for at bede for landet. Før påske blev lederen af landsbyen bedt om at rekruttere 30 mænd til militæret.

Derfor har de kristne nu søgt tilflugt i skoven, og deres gudstjenester er blevet aflyst,” fortæller Open Doors’ partner Lwin*.

Open Doors nævner flere bedeemner for Myanmar:

– at de kristne ikke må fyldes af frygt, men i stedet må holde fast i troen, for Min Niang, som føler sig fanget i sit hjem, for de kristne, som er flygtet for at undgå militæret, og for Open Doors’ partnere i Myanmar samt for militæret og lederne i Myanmar.