Er det din skyld?

Jeg er lærer og pædagog på en folkeskole, og på sådan en skole må man meget ofte tage dialogen om, hvis skyld det er. Hvem slog først? Og hvem har størst skyld… Ham der slog først, eller ham der slog igen?

Hvem lovede at lege med hvem først, og hvem er så skyldig, når legeaftalen ikke blev holdt?
Hvem har skylden for, at lille Sofus har grædt i to timer over de bortbyttede fodboldkort. Sofus, der sagde ja til byttehandelen, eller ham fra parallelklassen, der lokkede lille Sofus?

Som voksen kan man godt ryste lidt overbærende på hovedet, for hvor er det dog ofte ligegyldige ting, der bliver diskuteret, og målet er jo bare, at en af parterne siger undskyld, så børnene kan lege videre som bedste venner igen.

Samtidig med at jeg står der som bedrevidende voksen det ene øjeblik, kan jeg få minutter efter komme ind i min klasse og se to gamle kaffekopper på “mit” kateter.

Straks tjekker øjnene skemaet for at se, hvilke kollegaer, der har været i klassen før mig, og jeg skal tage mig meget sammen for ikke at nævne det for de mulige syndere, der (igen) er gået fra deres kaffekopper og har efterladt deres opvask til mig.

Det bliver næppe bedre, hvis jeg også skal en tur i kopirummet i løbet af dagen, for hold da op, hvor er der mange, der har svært ved at rydde op efter sig der… Og ve dem, hvis de har skrevet navne på det kopierede, så synderen let kan afsløres.

Jeg tænker, det måske ikke kun er en skoleting at lede efter skyldnere. Måske giver det os en lille skadefro glæde at kunne lægge skyld på andre – sådan kan det i hvert fald ofte se ud, når man læser bebrejdende, ja eller måske endda hadefulde opslag på Facebook.

Jeg tænker, Jesus sidder og kigger på sine børn, som jeg kigger på mine elever. Jeg tror også, han ryster overbærende på sit hoved, måske med et mildt og kærligt smil, mens han stille siger: “Ved de da ikke, at jeg HAR båret al deres skyld? Hvorfor har de dog så travlt med at lede efter den, både i sig selv og i hinanden?