Kristen eller fan?

Af Jefferson Bethke
(Uddrag fra bogen Jesus>Religion)

En af mine favorithistorier fra Bibelen er historien om kvinden ved brønden. Hun er den første, for hvem Jesus åbenbarer, at han er Messias. Er det ikke interessant? Jesus vælger ikke at fortælle det til en politiker eller en konge eller en anden tilsyneladende betydningsfuld person, men til en samaritansk kvinde.

Det skal ses på baggrund af, at på Det Nye Testamentes tid regnedes samaritanere som halvjøder, resultatet af en blanding af jøder og afgudsdyrkere. De blev set ned på af jøderne.

Desuden var hun en kvinde, hvilket i den kultur var en andenrangs borger. Og endnu værre afslører Jesus, at hun var letlevende, at hun havde haft en række forhold med mænd og været gift og skilt.

Midt i alt det åbenbarer Jesus sandheden om sig selv for hende. Hun er den første i Johannesevangeliet, der får at vide, at Jesus er Messias!

Og Jesus fordømmer hende ikke for hendes promiskuitet, men viser hende nådigt, at han er det ”livgivende vand”, der kan slukke hendes umættelige tørst.

Så Jesus, Gud selv, viste umådelig nåde og et stort privilegium mod en halvkaste, andenklasses, utro og promiskuøs kvinde. Og han gjorde det med vilje. Gud er altid tilhænger af at gå til de marginaliserede, så hans frelsende kraft ikke tilskrives menneskelig visdom, men hans nåde.

Jesus splintrede fuldstændig de sociale, kønslige og økonomiske paradigmer. Sådanne grænser eksisterede ikke for ham, og det var det samme i den tidlige kirke. Det Nye Testamentes kristne var mest kendt for deres næstekærlighed.

Men i dag er vi mest kendt for vores adskillelse fra de lavere samfundslag.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Som jeg ser det, er det faktisk afgudsdyrkelse, hvilket vil sige, at man regner noget eller nogen for mere betydningsfuld end Jesus som den afgørende kilde til værdi, tilfredsstillelse og identitet.

Så hvis du stadig søger efter Jesus, men er blevet skuffet af mange såkaldte kristnes behandling af visse grupper af mennesker, skal du vide, at de måske ikke er kristne, men kun tilskuere.

Og hvis du siger, du elsker Jesus, hvad siger du så til, at vi begynder virkelig at følge ham og holder op med at opføre os som fans? Verden venter, og den kan se forskellen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: