Kristne grupper i Japan vil bede 1 million timer under OL

De olympiske ringe blev allerede i november 2019 opstillet ved et museum i Tokyo som optakt til det planlagte OL 2020.

To japanske kristne grupper opfordrer kirker over hele verden til at bede i 1 million timer om vækkelse i Japan.

Ifølge den amerikanske kristne organisation, The Joshua Project, udgør de kristne mindre end 1 procent af Japans befolkning på i alt 126 millioner. Samtidig betegnes Japan som den næststørste ”unåede” folkegruppe i hele verden.

Avisen Christian Today skriver, at Japan International Sports Partnership (JISP) og Japan Evangelical Missionary Association (JEMA) har startet bedekampagnen ”Japan 1 Million”, hvor de opfordrer medkristne til at bede mindst en time under olympiaden om, at Gud må skabe vækkelse i Japan.

Pastor Keishi Ikeda, som er leder af JISP, har en vision om at se kirken i Japan vokse til ti millioner medlemmer før 2024. ”Ti millioner kristne ville forvandle Japan,” fastslår præsten, som også drømmer om at kunne sende missionærer fra Japan til andre lande.

De oprindelige planer for OL og bedekampagnen blev bremset af pandemien. Men det er stadig tid til vedholdende bøn, ligesom man gjorde det i den første kristne menighed, fastslår præsten.

På hjemmesiden for ”Japan 1 Million” kan folk skrive, hvor mange timer de har bedt under OL og Paralympics i Tokyo. Den 26. juli havde omkring 1.975 personer eller grupper skrevet sig op til bedekampagnen, og der havde været holdt 140.254 timers bøn.

I samarbejde med bedekampagnen har grupperne Onfire Japan og YouVision Bible-app udgivet en 17-dages bedeguide på engelsk og japansk med titlen ”Pray 4 Japan”.
OL i Japan slutter den 8. august.