USA: Kirke vinder retssag om abortstøtte

– Ingen kirke skal tvinges til at betale for aborter, siger advokat Elissa Graves fra Alliance Defending Freedom.

”Ingen kirke skal tvinges til at dække abortudgifter – og da slet ikke en kirke som Cedar Park, der kæmper for at værne om og fejre livet”.

Det fastslog en advokat fra Alliance Defending Freedom, efter at en domstol i Seattle havde givet menigheden i Cedar Park medhold. Kirken havde anlagt sag mod regeringens krav om, at både kirker og kristne organisationer skal dække ansattes udgifter til prævention og aborter.

Denne afgørende sejr i appelretten er dog kun første skridt på vejen, da sagen nu skal fortsættes ved distriktsdomstolen.

ChristianHeadlines.com skriver, at afgørelsen i appelsagen faldt forrige torsdag. Her fastslog The U.S. Ninth Circuit Court of Appeals, at menigheden led skade på grund af den nye lov om tvungen sygeforsikring med støtte til abortindgreb.

Den fem sider lange afgørelse omgjorde dermed en afgørelse fra en distriktsdomstol, som ikke ville give kirken dispensation. Denne afgørelse blev imødegået af de tre dommere i appelretten.

Den omstridte lov, The Reproductive Parity Act [SB 6219], blev underskrevet af den demokratiske guvernør, Jay Inslee, i 2018. Loven kræver fuld forsikrings-dækning for udgifter til både barsel og aborter, og der er ingen undtagelsesparagraf for kirkerne.

Nu har menigheden Cedar Park fået appelrettens tilladelse til at tegne en forsikring, der ikke dækker ansattes aborter.

Ingen kirke skal tvinges

Advokaterne i Alliance Defending Freedom, som repræsenterer menigheden i sagen, glæder sig over afgørelsen. De oplyser, at selskabet Kaiser Permanente straks efter lovens indførelse havde skrevet i forsikringspapirerne, at menighedens sundhedsforsikring dækkede ansattes udgifter til “kirurgiske aborter” .


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Ingen kirke skal kunne tvinges til at dække aborter – og da slet ikke en kirke som Cedar Park, der har det som sin erklærede tjeneste at beskytte og fejre livet,” fastslår Elissa Graves, der er rådgiver for ADF. Hun tilføjer:

“Vi glæder os over, at appelretten erkendte, hvilken skade staten Washington har forvoldt på Cedar Park Church ved at underlægge kirken dette uhørte mandat”.

ADF’s senior-rådgiver, John Bursch, sagde, at afgørelsen er ”et stort skridt fremad” på vejen mod at hindre regeringen i at ramme kirkerne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi glæder os til at fortsætte arbejdet med at udfordre denne lov ved distriktsdomstolen, sagde John Bursch.

Alle tre dommere i appelretten blev i sin tid udpeget af daværende præsident, George W. Bush.