Jacob skal lede Blå Kors Rold Skov

Jacob Kjærgaard Andersen. Foto: Privatfoto.

Den 1. september tiltræder diakon Jacob Kjærgaard Andersen som forstander på botilbuddet Blå Kors Rold Skov.

Blå Kors Rold Skov i Arden er et bo- og behandlingstilbud for mennesker med hjemløshed, misbrug og psykiske og sociale udfordringer. Botilbuddet drives af den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark.

Gensyn med Blå Kors

Jacob Kjærgaard Andersen har tidligere arbejdet seks år som socialpædagog på Blå Kors Minibo i Hobro. Det er et mindre botilbud for mennesker, som kæmper med både misbrug og psykisk sygdom.

Derudover har han været teamleder på Blå Kors Hjemmet i Hobro, hvor han havde ansvar for en del af hjemløseindsatsen, inden han for halvandet år siden startede som afdelingsleder i en integreret vuggestue og børnehave under Randers Kristne Friskole.

Som at vende hjem

”Jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang. På mange måder føles det som at vende hjem til det, jeg kender. Jeg har været halvandet år væk inden for et helt nyt område. Det har været meget lærerigt, men jeg ser frem til at komme tilbage til området for socialt udsatte, som jeg brænder meget for,” siger Jacob Kjærgaard Andersen og fortsætter:

”Det betyder meget for mig at skulle være leder et sted, hvor vi både skal arbejde med faglighed og retning inden for udsatteområdet, men også at være en diakonal institution og med det menneskesyn, der følger med. Det er jeg meget glad for.”

Leder for et stort botilbud

Jacob Kjærgaard Andersen er uddannet diakon og er i øjeblikket i gang med en diplomuddannelse i ledelse, som han snart er færdig med.

På Blå Kors Rold Skov skal han være øverste daglige leder for et botilbud med plads til 44 beboere, der er indskrevet på enten midlertidige eller længerevarende ophold. Medarbejderstaben tæller blandt andet socialrådgivere, pædagoger, diakoner, sygeplejersker og servicemedarbejdere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Jeg ser frem til at møde medarbejderne og beboerne på Blå Kors Rold Skov. Mit indtryk er, at det er et sted med liv og mange aktiviteter. Man vil gerne være en aktiv del af lokalområdet. Det, synes jeg, er rigtig fedt,” siger Jacob Kjærgaard Andersen og henviser til, at man på Blå Kors Rold Skov er meget aktive i naturen og har deltaget i flere arrangementer i lokalsamfundet.

Han overtager jobbet som forstander efter Hanne Thomsen, der ikke længere har mulighed for at varetage et fuldtidsjob.

Jacob Kjærgaard Andersen er 35 år gammel og bor i Randers sammen med sin kone og deres tre børn.


Artiklen fortsætter efter annoncen: