Åben kirkeweekend om helbredelse i Frederikshavn

Per Hyldgaard fra Gospel Outreach har i over 30 år forkyndt evangeliet i mange lande.

”Kan Gud egentlig helbrede i Danmark?” Dette spørgsmål tages der fat i på en åben kirke-weekend i Frederikshavn d. 10. – 12. september med teamet; ”Åndens Magt”. Det er Frederikshavn Kirkecenter, der i samarbejde med Per Hyldgaard fra Gospel Outreach arrangerer weekenden.

– Det er tiden, hvor vi ikke blot skal høre om det, Gud kan gøre, men skal se det i virkeligheden, siger Jens Haslund-Thomsen, som er præst i Frederikshavn Kirkecenter.

Per Hyldgaard vil i weekenden dele sine erfaringer fra 30 år i mission. Han har rejst i hele verden og forkyndt budskabet om Jesus, bedt for tusindevis af mennesker, der har oplevet helbredelse for sygdom og forvandling af deres liv.

Per mener, at danskerne er mere åbne for det åndelige, end man måske lige tror, og han glæder sig til at fortælle om mange af sine oplevelser samt give mulighed for, at de fremmødte selv kan erfare det.

– Det her er et arrangement, som er tiltænkt dem, der er nysgerrige på det åndelige. Man behøver ikke være kristen eller gå i kirke hver søndag for at komme med – tværtimod, siger Per Hyldgaard, der er en af initiativtagerne til weekenden.

De to aftenmøder kommer til at indeholde sang, musik, prædiken og selvfølgelig bøn for syge. Foruden aftenmøderne er der et seminar lørdag formiddag kl. 10 – 12.30 og gudstjeneste søndag kl. 16.

Alle er velkomne, og det er gratis at komme ind. Læs mere på fkcenter.dk eller gospeloutreach.dk