Haderslev Stift i mission – udsender volontører

Volontørerne skal formidle deres oplevelser i Danmark efter hjemkomsten.

Ellen Schmidt Jensen (tv) og Marie Føns Diemer er rejst til Cameroun som volontører for Mission Afrika. Om tre måneder står de til rådighed for at formidle deres oplevelser til fx konfirmander og børneklubber.

For første gang har et dansk stift gennem et missionsselskab udsendt unge volontører til et tre måneders ophold i et samarbejdsland. To sønderjyske piger er netop rejst til Cameroun med Mission Afrika.

Efter tre måneders volontørtjeneste i det afrikanske land skal stiftsvolontørerne bruge tre måneder på formidling af arbejdet i Danmark.

Ni unge på kursus

Mission Afrika holdt i uge 33 volontørkursus for 9 nye volontører, som skulle lære noget om sikkerhed, sundhed, kulturmøde samt undervisning og leg i en afrikansk kontekst på tværs af sprog og kulturbarrierer.

– Det er vigtigt, at de kommer med ydmyghed og nysgerrighed. De er gæster, og de skal ikke overtage nogens job. Men det er vigtigt at kunne træde ind i andres verden, og her altså i Mission Afrikas partneres arbejde.

Det handler altså om et partnerskab til gensidig hjælp, så begge parter lærer af hinanden, forklarer Kristina Eskildsen fra Mission Afrika Youth.
Fire af de ni volontører skal til Syd-Cameroun, fire til Nord-Cameroun og en til Cypern, oplyser Mission Afrika.

Stiftsvolontørerne

Blandt de fire volontører i Sydcameroun er Marie Føns Diemer fra Hjerndrup og Ellen Schmidt Jensen fra Jels, som rejste fra Danmark den 28. august.

De fire piger bor nu sammen i en lejlighed i hovedstaden Yaoundé, hvor de skal arbejde for Den Lutherske Brødrekirke Cameroun – og i første omgang lære fransk.

Processen med at få udsendt volontører fra stiftet har dog været lang. Og indtil for få måneder siden troede pigerne, at de skulle udsendes med Mission Afrika til Uganda. Det måtte dog opgives på grund af corona-situationen i landet, og Mission Afrika tilbød så, at de i stedet kunne rejse til Cameroun, hvor kirken længe havde bedt om at få hjælp fra det danske missionselskab.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Nu glæder alle parter sig over, at pigerne kunne rejse til Cameroun i stedet.

– Vi er sindssygt stolte over at kunne starte dette projekt med de to lokale piger. I Herning har man erfaring med at udsende provstivolontører, men det er første gang, at et dansk stift udsender volontører, fortæller Jonas Diemer, der er formand for Stiftsudvalget for mission.

Opgaver i Cameroun

I Cameroun skal pigerne i samarbejde med den lokale lutherske kirke være med til at holde lektiecafé, undervise præster i engelsk og hjælpe til i kvindearbejdet, blandt andet med projekter inden for mikrofinansiering. Men først skal de lære fransk til husbehov.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg glæder mig til at opleve kulturen og forskelle i forhold til vores vestlige verden. Jeg ser frem til, at vi kan lære noget af hinanden, så det bliver et gensidigt kulturmøde, siger Marie Føns Diemer.

– Jeg glæder mig til at opleve kirkelivet i hverdagen, fortæller Ellen Schmidt Jensen. Begge pigerne ser frem til at kunne tale fransk, selv om de ikke ligefrem glæder sig til processen med at lære det nye sprog, som ingen af dem har haft hverken i skolen eller på gymnasiet.

Opgaver i Danmark

Efter hjemkomsten skal pigerne bo i stiftet og sammen formidle deres oplevelser til fx konfirmander, sognemøder og børneklubber. De kan bookes via stiftets hjemmeside eller stiftsvolontor@gmail.com.