Hvordan kan vi beskytte børn mod porno?

Formand i Mediesundhed for børn og unge, Heidi Als Ringheim

Til høringen var der lydhørhed over for ekspertpanelets advarsler om den ubegrænsede porno, som børn og unge kan blive konfronteret med på nettet.

I foråret var Heidi Als Ringheim til møde med Folketingets Ligestillingsudvalg for at informere om de dokumenterede skadevirkninger, som onlineporno har på børn og unge. Hun er formand i NGO’en Mediesundhed for børn og unge samt sexolog med speciale i pornoafhængighed.

Onsdag den 15. september var hun en del af ekspertpanelet til høringen om onlinepornoens påvirkning på børn og unge, som blev præsenteret for Folketingets Ligestillingsudvalg. I dag kan børn og unge let blive konfronteret med porno på internettet, og de kan se nøjagtigt det samme som voksne.

”Jeg håber på at kunne være med til at gøre politikerne klogere, og så håber jeg på politisk handling,” siger Heidi Als Ringheim.

I forbindelse med høringen har Heidi været på medieturné i Go’ Morgen Danmark, Radio Loud, P1 og Nova FM.

Det videre politiske arbejde

For formand for Folketingets Ligestillingsudvalg Heidi Bank (V) var det nyt at høre, at børn helt ned til syv år støder på porno. Til Udfordringen sagde hun: ”Vi ønsker ikke, at der skal være fri adgang til, at børn kan se porno og møde det, hvor de ikke engang selv søger det, men hvor det popper op på grund af algoritmer”.

”Udviklingen og hvordan vi lever, hvordan vi bruger vores tablets er simpelthen gået så stærkt. Så måske er vi ikke gode nok til også at passe på os selv og vores børn,” siger Heidi Bank.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I Ligestillingsudvalget vil der blive arbejdet videre med, hvad man kan gøre ved problemstillingen om onlinepornoens påvirkning af børn og unge.

Politiske anbefalinger

Mediesundhed for børn og unge anbefaler følgende indsatser for at beskytte børn og unge:

– Danmark skal involvere sig i internationale samarbejder om regulering af pornoindustrien og om dataetiske digitale alderssikringsværktøjer. På engelsk age assurance.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Der skal afsættes penge til forskning på området – herunder fx i sammenhængen mellem børn, online porno og kønsbaseret (digital) vold.

– Der skal indføres alderssvarende og pornokritisk undervisning i skolesystemet.

– Der skal arbejdes på en national lov for online beskyttelse af børn og unge.

– Opkvalificering af lærer- og pædagogstudiet og uddannelsens undervisningsmaterialer


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Materialer til grundskolen skal opdateres

• Den 11. november holder Mediesundhed for børn og unge en gratis konference på Christiansborg, hvor de vil præsentere deres landsdækkende undersøgelse “Ny dansk viden om onlinepornografiske mediers påvirkning af danske børn og unge”. Tilmelding kan ske på mediesundhed.dk/konference-tilmelding

• Mediesundhed for børn og unge har gratis telefonrådgivning af forældre, pårørende og fagpersoner om, hvordan man kan skærme børn for porno. Nummeret er 3113 9778 og har åbent onsdage kl. 15 – 17.

Læs også: Høring om onlinepornoens påvirkning