’Kristne er mindre bange, fordi de tror på evigt liv!’

– Det er forståeligt, at kristne er mindre bange, men vi må tage vore forholdsregler, siger guvernør Tate Reeves.

Guvernøren i Mississippi udtalte i august, at kristne i sydstaterne er mindre bange for COVID-19 end andre mennesker. Efterfølgende har han uddybet og talt om sin egen tro, skriver Christian Headlines.

Guvernør Tate Reeves har udtrykt forståelse for, at kristne er ”lidt mindre bange” for sygdommen end andre. Men der er et stort smittetryk i delstaten, så han minder derfor de kristne om, at ”Bibelen lærer os at tage de nødvendige forholdsregler”.

– Jeg tror fuldt og fast på det, Bibelen siger, og Bibelen er meget tydelig om, at ”enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv.” Det er mit verdensbillede. Det er det, jeg tror på og det, der motiverer mig hver eneste dag, og jeg tror det samme gælder mange andre i Mississippi.

Vi skal tage de nødvendige forholdsregler for at undgå COVID-19, men vi må også forstå, at vi har evigt liv, når vi tror på Jesus Kristus og Gud Fader. Det er absolut også det, jeg gør, fastslog guvernøren, da han blev bedt om at uddybe sin udtalelse.

Siden pandemiens start har Mississippi haft over 439.600 bekræftede corona-tilfælde og 8.490 coronarelaterede dødsfald blandt sine 2,9 mio. indbyggere, oplyste delstatens sundhedsmyndigheder i forrige uge.