Stor opbakning til tværkirkelig konference

28 trossamfund og kirkelige foreninger et gået sammen om fyraftenskonferencen ’Når kirken svigter’ den 30. september.

– Vi er nødt til at tale åbent sammen for at forebygge usunde tendenser, mener generalsekretær Mikael W. Laursen.

– Det er næsten historisk, at hele 28 kirker nu står sammen om at kigge på egne skyggesider, mener FrikirkeNet.

Konferencen livestreames gratis. Man kan også deltage fysisk ved tilmelding og betale 50 kr. for en let servering.

Usunde tendenser?

De 28 trossamfund og kirkelige foreninger vil under konferencen fokusere på, hvordan man kan opdage og imødegå usunde tendenser eller krænkende adfærd i kristne fællesskaber.

Gennem tiden er der mennesker, som på forskellig vis har brændt sig på kirkelige fællesskaber. Nogle er blevet skuffede, udbrændte eller har været udsat for deciderede overgreb og magtmisbrug fra usunde ledere.

Under konferencen vil man tale om, hvordan kirkelige fællesskaber kan blive bedre til at forebygge svigt, misbrug og manipulation. Konferencen henvender sig både til kirkelige ledere og til mennesker, der har brændt sig på et kirkeligt fællesskab.

”Vi håber, at vi kan sende et signal ud om at se egne skyggesider i øjnene – samt at invitere til dialog med nogle af dem, der gennem årene har oplevet kirken som et smertefuldt sted frem for et sted med tryghed,” siger Mikael Wandt Laursen, der er generalsekretær for FrikirkeNet og en af de ansvarlige for konferencen.

Temaer

Nogle af de spørgsmål, konferencen vil forsøge at besvare, er:

• Hvordan spotter man et magtmenneske?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



• Hvad gør man for at undgå seksuelle krænkelser?

• Hvem sikrer, at al påvirkning sker med respekt, så ingen grænser bliver overtrådt?

Medvirkende er blandt andre seniorkonsulent i Børns Vilkår Bente Boserup, som skal tale om ”Religiøst pres i børnehøjde”, samt tv-udvikler og hovedperson i tv-dokumentaren ”Sektlederens hemmeligheder”, Roald Bergmann, som medvirker under overskriften ”Hvad jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Konferencen finder sted den 30. september klokken 16.00-20.00 i Københavns Kulturcenter, Drejervej 15 på Nørrebro, og den livestreames på naarkirkensvigter.dk, hvor der også er flere detaljer om program og medvirkende.

Arrangører af konferencen ’Når kirken svigter’:

1. Luthersk Mission
2. Kristeligt Forbund for Studerende
3. Indre Mission
4. Evangelisk Luthersk Mission
5. Evangelisk Luthersk Netværk
6. Baptistkirken i Danmark
7. Mosaik
8. Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler
9. Børne- og UngdomsOase
10. Ung Mosaik
11. FrikirkeNet
12. Den katolske Kirke
13. Danmarks Unge Katolikker
14. Luthersk Missions Børn og Unge
15. Evangelisk Luthersk Ungdom
16. Adventistkirken
17. Missionsforbundets Børn og Unge
18. Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund
19. Kirkernes Integrations Tjeneste
20. Missionsforbundet
21. Indre Missions Ungdom
22. Frelsens Hær
23. Frelsens Hærs Børn og Unge
24. Apostolsk Kirkes Børn og Unge
25. Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund
26. Vineyard Danmark
27. KRIS
28. Danske Kirkers Råd