Ulykken ændrede Stefanies liv for altid

Stefanie Reid har tidligere sat verdensrekorden i længdespring, men Para-atleten skiller sig også ud på andre måder. Hun arbejder som både skuespiller, model og på en tv-station. Den 35-årige brite har desuden en bachelor i biokemi.

Da hun var 12 år gammel var hun dygtig til rugby og ønskede at gå den vej. Hun var med egne ord ”meget, meget konkurrerende”.
En ferie i Canada skulle dog vise sig at ændre alle hendes planer – og krop – for altid.

– Jeg var 15 år og i en vens sommerhus til en weekendferie. Det var ved siden af ​​en smuk sø nord for Toronto, Canada. De havde en båd, og vi brugte meget af weekenden på at lave denne her virkelig sjove aktivitet kaldet tubing, hvor du fastgør et inderrør af gummi bag på en motorbåd. Det trækker dig, og du flyver hen over vandet. Det er super sjovt; man falder af og til, men båden kommer tilbage, og man prøver igen, forklarer hun til Premier Christianity.

De skulle lige prøve en sidste gang, inden de tog hjem:
– Og som sædvanlig faldt jeg af. Jeg ventede på at blive hentet af båden, men jeg kunne mærke, at noget ikke var rigtigt. Jeg kunne se, at båden kom alt for hurtigt hen mod mig. Og jeg vidste, at bådføreren ikke havde set mig.

– Jeg skiftede til overlevelsestilstand; der var ikke rigtig nogle følelser knyttet til det. Jeg tænkte bare: ”Okay, hvad er mulighederne, for du skal bare undgå den propel, ellers vil du dø.” Jeg var en fantastisk svømmer, men jeg vidste, at jeg ikke havde tid nok til at svømme til siderne, så jeg tænkte, at min bedste mulighed var at dykke. Så det gjorde jeg, men jeg havde totalt glemt, at jeg havde redningsvest på, og jeg kunne ikke komme under overfladen. På det tidspunkt var der ikke mere tid…

”Jeg kender dig ikke”

Hun kan huske, at folkene i båden gik i panik og var helt ude af sig selv..

– Og jeg sagde: ”Folkens, jeg har det fint. Wow, det var virkelig tæt på. Lad os ikke fortælle det til vores forældre.” Og så begyndte jeg langsomt at indse, at jeg ikke havde det godt, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg kan huske, at jeg rakte ned for at tjekke mig selv. Og da var det, at jeg indså, at jeg havde store skader i lænden. Jeg troede faktisk, at jeg var skåret halvt over på det tidspunkt. Det var dér, jeg gik i chok.

– Det var virkelig skræmmende, fordi vi var midt ude i ingenting, og jeg vidste, at der var meget blodtab. Der var det, at risikoen for at dø gik op for mig. Jeg mærkede denne dybe følelse: Jeg har ikke gjort det godt her i livet. Jeg tror ikke, at andre ville have tænkt det om mig; jeg var en dygtig elev og havde mange venner i skolen. Men jeg havde aldrig spurgt Gud, hvad han ønskede for mit liv. Jeg havde aldrig anerkendt ham, jeg havde aldrig æret ham. Jeg havde aldrig rigtig levet i denne enorme taknemmelighed for den nåde, han lod strømme over mig hver eneste dag. Og i det øjeblik ramte det mig virkelig hårdt, for jeg vidste, at hvis jeg var død, ville jeg sandsynligvis være en af ​​de mennesker, hvor jeg sagde: ”Hey, Gud, det er mig,” og han ville sige: ”Jeg kender dig ikke.” Det var skræmmende. Og jeg bad i ambulancen for første gang: ”Gud, red mig.”

Og det gjorde Gud. For Stefanie vågnede op igen.

– Jeg havde ingen rygmarvsskader. Jeg havde det fint. Og jeg tænkte: ”Wow, Gud var der, han var fantastisk og han reddede mig.” Så fandt jeg ud af, at de desværre ikke havde været i stand til at redde hele mit højre ben og måtte amputere min fod.
Hendes mor tog beslutningen om at amputere benet, fordi hun var bevidstløs.

– Jeg var meget taknnemmelig over at være i live. Det var et fuldstændigt mirakel, at jeg overlevede ulykken. Men med min kærlighed til sport var jeg helt ødelagt over udsigten til, at de ting, jeg elskede at gøre, kunne jeg ikke gøre mere. Det var hårdt, fuldstændig ødelæggende, fortæller hun til beyondtheultimate.org.
Reid havde det forfærdeligt, for sport og fysisk aktivitet var hendes liv.

– Jeg tænkte bare: Dette var ikke en del af aftalen. Hvorfor ville Gud redde mig og derefter fjerne den ene ting, jeg elskede allermest?

– Gud nedbrød mange ting, jeg troede, jeg vidste om ham, og ting, jeg troede, at et kristent liv ville være.

Tilgivelse og åbenbaringer

– Utroligt nok fandt jeg det let at tilgive ham, der styrede båden. Det var et uheld. Jeg formoder, at den lette tilgivelse havde mindre at gøre med mig og meget mere at gøre med Gud. På mange måder var det sværere for ham. Han havde også masser af svære følelser at behandle, og sandsynligvis ikke så meget støtte og omsorg som jeg, siger hun.

Til gengæld begyndte Gud at vise hende en masse ting:

– Gud nedbrød mange ting, jeg troede, jeg vidste om ham, og ting, jeg troede, at et kristent liv ville være. Meget af det var at slippe af med barnlige forståelser af Gud, som: ’Jeg beder, og Gud vil gøre præcis, hvad jeg beder ham om at gøre!’ Jeg var nødt til at forstå, at Gud er vild og utæmmet, men han er god. Jeg kontrollerer ham ikke. Jeg kan tale med ham, og han vil altid være med mig, men han vil altid være lidt mystisk. Og det er en god ting. Jeg ville kede mig og blive skuffet over en gud, jeg fuldt ud forstod.

En ekstra portion nåde

– Jeg var nødt til at indse, at det at være kristen ikke betyder, at du aldrig kommer til at stå i vanskeligheder. Det var en femårig proces med at udforske min tro. Jeg havde en håndgribelig følelse af fred i mit værelse, og derfor lærte jeg om Helligånden og var mere opmærksom på Gud.
Hun nævner også corona-pandemien og den etårige udskydelse af de Paralympiske lege som et eksempel på, at vi bliver nødt til at stole på Gud:

– Vi tror, ​​vi har kontrol, men det er en god påmindelse om, at vi ikke har det. En del af det at være et menneske er at kunne tilpasse sig og komme videre. Jeg har fundet ud af, at vi altid er udfordret mere, end vi er klar til, men Gud giver os altid en ekstra portion nåde til at håndtere alt, hvad der kommer til os.

Acceptér den, du er

Det var ikke let at vænne sig til at se sig selv uden det ene ben i en alder af kun 15 år:

– Det var en af ​​de hårdeste ting – bare at se sig i spejlet og ikke se, hvad man vil se. Det tog virkelig lang tid at acceptere, at sådan ville jeg se ud. Man får ikke et kunstigt ben med det samme. Du skal vente på, at arrene heler. Så i første omgang gik jeg rundt på krykker, og der var bare ikke noget ben dér.

– Jeg husker, at jeg mødte min protetiker, Shane, for første gang og spurgte:
”Kan du lave en skumfod, så folk holder op med at stirre på mig?” Han kiggede på mig og sagde: ”Det kan jeg. Men det vil jeg ikke. Fordi det er sådan du er, og du skal acceptere det.”

– Det lyder hårdt, men det var det bedste for mig at få at vide. Du bliver nødt til at leve i virkeligheden, understreger hun og forklarer, at hun har det svært med budskabet om, at ”du kan, hvad du vil”, som hun ofte bliver opfordret til at sige til sit foredrag på forskellige skoler:

– Det kan jeg ikke bakke op om. Det lyder virkelig hårdt, men det er virkeligheden. Vi lever alle i en kontekst, så det er vigtigt at respektere den kontekst og acceptere, at Gud har sat dig her, og du har visse evner og visse begrænsninger.

Hvordan fungerer bøn?

For Stefanie Reid har det været en hård rejse at lære at bede og stole på Gud midt i sportens konkurrerende atmosfære:

– Tro er så kompliceret, og Gud er så kompliceret. Jeg kan huske, at da jeg først begyndte, bad jeg: ”Gud, lad mig vinde.” Det var min bøn. Men så tænker man: Hov, vent et øjeblik. Hvad hvis alle på startstregen beder om det? Hvad hvis vi alle er kristne?

– Og hvis Gud allerede kender slutresultatet, og hvis Gud har kontrol, vil han så ikke bare vælge, hvem han vil lade vinde? Så hvorfor gider jeg træne? Hvor kommer min indsats egentlig ind i dette? spørger hun.

– Så der var den her virkelig komplicerede proces med at finde ud af, at når jeg ikke lykkes, så betyder det ikke, at Gud ikke elsker mig eller at jeg har gjort noget forkert. Jeg har indset, at min opgave – uanset hvad jeg laver – altid er at gøre mit bedste. Jeg har brug for at kunne sidde foran Gud og bare sige, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Og jeg kontrollerer ikke meget ud over det.

Gud er i kontrol

Til de netop overståede Paralympiske Lege sprang hun sit andetlængste spring nogensinde (5,75m), men sluttede alligevel på en fjerdeplads. Et godt eksempel på, hvordan man kan gøre sit bedste uden at blive belønnet med medaljer.

– Vi lever i en verden, hvor jeg ikke kan garantere resultaterne. Jeg kan arbejde utroligt hårdt i disse fire år op til Tokyo. Og jeg vågner måske op med et maveonde og kan bare ikke konkurrere den dag. Og hvad siger det om Gud, og hvad vil min holdning til det være? Vil jeg stadig stole på ham?

– Jeg tror, ​​at en del af grunden til, at Gud igen satte mig på sportens vej, var, at han vidste, at dette var den bedste måde at give mig nogle af de lektioner, jeg har brug for, og til lære mig at håndtere nogle af de kampe, jeg har. Ting som fiasko fx – man fejler hele tiden i sport! siger hun og tænker, at Gud måske prøver at fortælle hende, at han er ligeglad med, at hun ikke altid vinder:

– Fiasko er et godt redskab til at lære at vokse. Og sport vil ikke være her for evigt. Og jeg tænker nogle gange “Gud, hvad har du til mig næste gang?”

– Fiasko er et godt redskab til at lære at vokse. Og sport vil ikke være her for evigt. Og jeg tænker nogle gange “Gud, hvad har du til mig næste gang?” Dette er bestemt en forberedelsesfase … til hvad, ved jeg ikke helt. Men det er spændende.

– På nogle måder var det en fantastisk gave at miste mit ben. Jeg tror bare, at Guds hånd var i det, og jeg har ingen bitterhed. Han vidste, at det var den eneste måde, han ville få min opmærksomhed på. Jeg er taknemmelig for, at jeg som 16-årig lærte, hvad der var vigtigt i livet. Jeg havde bestemt frustrationsmomenter, men aldrig vrede mod Gud. Jeg véd stadig, at Gud er i kontrol, og hvis han kunne redde mig fra en sådan ulykke, er der ikke meget andet, som han ikke kan klare.

– Gud er ikke begrænset af ting som fysiske handicaps eller sociale stigmas eller alle de andre ting, vi ser i livet som begrænsninger. Han tænker i en meget større skala, end vi gør, og kan se det større billede.