Iransk fængsel blev platform for forkyndelse af evangeliet
Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft. 1. Kor. 2.
”Jeg vil ikke vide af noget andet end Kristus og det som korsfæstet…” her er en nøgle til forståelse af evangeliet. Paulus har et klart fokus: stolthed hører ikke hjemme i den kristne tro, undtaget stoltheden over at Jesu’ død har bragt mig liv.
Det er ikke talegaver eller andre talenter, der skal kendetegne det kristne menneske, men netop et fokus på ham, som ved sin ydmygende død ændrede præmissen for vores liv.
Bogen: ”Forfulgt i Iran” omhandler Maryam og Marziyeh, to unge kristne kvinder, som fængsles i Teherans frygtede fængsel Evin. De sidder indespærret uden at have begået anden forbrydelse end at tro på Jesus Kristus og fortælle andre om ham.
Det er på mange måder en rædselsfuld tid, med frygtelige forhold: mangel på mad, ekstremt dårlige sundheds- og sanitære forhold, manglende retssikkerhed osv. Men de erfarer snart, at fængslet bliver en megafon for forkyndelsen af evangeliet.
De kvindelige indsatte lever i håbløshed, men møder hos de to kristne et overjordisk håb. Det stærkeste virkemiddel for de to kvinder er bøn. De tilbyder og går i forbøn for mange af de indsatte, uanset om de er muslimer eller kristne (sidstnævnte er uhyre sjældne), mordere, prostituerede eller narkomaner… så er vidnesbyrdet ”Jesus elsker dig så meget, at han døde for din skyld”.
Det simple evangelium er stærkere end noget, vi ellers kan producere i menneskelig visdom.
”De gør ret i at frygte Jesus’
De to unge kvinders vidnesbyrd er stærkt. De nægter gang på gang at frasige sig deres tro, selvom de ved, at de kunne gå ud af fængslet og leve som ”frie” og ”normale” iranere, hvis blot de ville opgive denne.
De kvindelige indsatte lever i håbløshed,
men møder hos de to kristne et overjordisk håb.
I mødet med det undertrykkende regime, som kategorisk undertrykker kvinder, etniske minoriteter og politiske modstandere og ikke skyer nogen midler i processen, lyder der en klar analyse fra en af kvinderne:
”Lederne i Iran gør ret i at frygte Jesus, fordi han er uendeligt mere magtfuld, end de er – og de ved det. De regerer gennem magt og terror og holder sandheden tilbage for enhver pris og påtvinger deres folk en religion, som lederne kan kontrollere.” s.128
To vidners effekt
Overfor dette brutale regime står kvinderne – helt som i Apostlenes tid – forfulgte og undertrykte, men samtidig med en evangeliseringsplatform, hvor myndighedernes handlinger skaber lydhørhed for evangeliet.
Bogen igennem er der talrige beretninger om bønnesvar, guddommelige indgreb og lys i mørket. Det er livs- og trosbekræftende, fordi der ikke er tale om en glansbilledefortælling, men om en særdeles barsk virkelighed, et ’helvede på jord’, som i kraft to vidner bliver omdannet til en kirke, hvor Helligånden rører hjerterne.
Bogens dagbogsagtige genre og det faktum, at det meste af fortællingen begrænser sig til forskellige afdelinger i det rædselsfulde fængsel, gør, at den indimellem virker lidt monoton, som fortælling at betragte.
Til gengæld efterlades man som læser med en oplevelse af stor troværdighed, fordi fortællerne er så omhyggelige med at nævne personer, steder og hændelser set med to gange to øjne. Alt i alt er bogen et stærkt vidnesbyrd om Guds trofasthed og kærlighed, og samtidig en opmuntring til vores del af verden, hvor vi snarere er i fare for at blive forført end forfulgt.
En opmuntring til at skatte den tro, som vi har fundet, mere end noget andet i livet.
Maryam Rostampour &
Marziyeh Amirizadeh:
Forfulgt i Iran.
292 sider. 249,95 kr.
Scandinavia
