Jordan Petersons datter: Gud råbte til mig!

Mikhaila Peterson oplevede, at Gud løste hendes fire problemer på en gang – og at han talte til hende om at leve helhjertet som kristen.

Den 28-årige blogger Mikhaila Peterson beskrev den 1. oktober i en podcast, hvordan hun pludselig kom til tro på Gud.

Mikhaila Peterson fortæller, at hun på et tidspunkt kæmpede med fire store problemer på én gang. Under en sommerferie i Austin, Texas, mødte hun en kristen mand, som opfordrede hende til at bede Gud om hjælp.

Hun var usikker på, hvordan hun skulle gøre det, men manden fortalte, at hun skulle bede Gud åbenbare sig, skriver Christian Headlines.

Fire problemer blev løst

– Den aften var jeg meget påvirket af disse fire store problemer, og mens jeg lå i sengen, bad jeg meget indtrængende… Næste dag var alle de fire problemer blevet løst på måder, der var logiske. Men sandsynligheden for, at de alle fire blev løst den dag, var bare for meget, fortæller Mikhaila.

“Jeg vågnede med en følelse af fred, som jeg ikke havde følt før. Og det var nok. Jeg tænkte: Ok, det er godt nok for mig.”

Herefter var Mikhaila begyndt at læse i Bibelen og bede hver dag, fortæller hun i podcasten ifølge Faithwire.

“Det er meget nyt for mig. Jeg har læst Bibelen og bedt den sidste måneds tid…og den grad af fred har jeg aldrig haft før. Det er totalt absurd. Jeg fatter det ikke,” understreger hun.
Senere begyndte Mikhaila dog at tvivle på, om det hele bare havde været en følelsesmæssig rutschetur. Men så fik hun en drøm, hvor Gud talte til hende.

Canadiske Jordan Bernt Peterson er psykologi-professor, klinisk psykolog, YouTube-kendis, forfatter og debattør.

Den vildeste drøm

”Jeg fik den vildeste drøm. Jeg vågnede kl. 5.30 om morgenen, og jeg havde haft en drøm… Den her høje, tordnende stemme råbte: ”Gør det!” Og jeg tænkte: ’Gud har lige råbt til mig’.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det gik op for mig, at jeg skal være helhjertet i det, ikke bare gøre det 75%. Det har været en vild måned. Jeg har det fint. Jeg er bare lidt chokeret,” forklarer Mikhaila Peterson.

Hendes berømte far, psykologen Jordan Peterson, har inden for de seneste år talt om, at han nu er åben for den mulighed, at Gud findes – selv om han tidligere har kæmpet imod troen på Gud og Jesus som verdens Frelser.