Max Lucado: Udposningen er på retur – og det undrer lægerne!

Jeg er i gode hænder – både hos lægerne og hos Gud, sagde Max Lucado, da han fik sin diagnose i august.

I september bad forfatterpræsten Max Lucado om forbøn for en aneurisme i aorta ascendens. Nu fortæller han i en YouTube video, at udposningen er skrumpet, skriver Christian Headlines.

Ifølge CBN News fortalte Lucado forrige fredag på YouTube om den – for lægerne – meget overraskende udvikling:

”Det så bestemt ud til, at jeg skulle have en operation for det. Men efter at have fået nogle flere tests for et par dage siden, fik vi nogle overraskende og uventede nyheder,” fortæller præsten. ”Størrelsen af min aneurisme var faktisk blevet mindre. Ingen havde set det komme! Lægeholdet peger på, at det kan skyldes mere præcise tests, og det kan godt tænkes.

Men jeg vil også straks pege på en god Gud, som i dette tilfælde har valgt at holde en nådig hånd omkring aneurismen. Faktisk er udposningen reduceret så meget, at jeg ikke behøver at komme tilbage til lægen før næste år,” fortalte den 66-årige Max Lucado. Han tilføjer, at en af hans venner blev inspireret til forbøn ud fra Jobs Bog.

– I kapitel 38 præsenterer Gud sig selv som den, der kan ”lukke havet inde bag porte”, som gav det skyen til klædning og satte grænser for bølgerne med et ”hertil og ikke længere”, fortæller Lucado og tilføjer: ”Vi takker Gud, fordi han gjorde det samme med aneurismen. Han har talt til den og sagt: Hertil og ikke længere!”