Nigeria: To dræbt og 100 bortført under gudstjeneste

– Indbyggerne bliver slagtet som kyllinger, siger pastor Joseph Hayab fra Christian Association of Nigeria.

En baptistkirke i Kaduna State, Emmanuel Baptist Church, blev søndag angrebet af ”banditter”, som dræbte to personer og bortførte 100, mens flere fik svære kvæstelser.

Det oplyser The Christian Association of Nigeria (CAN). Kaduna-afdelingen af CAN forklarer, at sikkerhedssituationen er blevet forværret, fordi delstaten har lukket teleselskaberne.

Kirkeledere i landsbyen Kakau Daji oplyser ifølge Morning Star News, at det igen var bevæbnede fulani-hyrder, der stod bag angrebet. Og endnu engang klager de kristne i Nigeria over regeringens ligegyldighed og manglende evne til at hindre de mange voldelige angreb mod kristne.

”Disse onde mennesker har forulempet os længe nok,” fastslår pastor Joseph Hayab, der er leder af CAN’s Kaduna State-afdeling. ”Vi er seriøst bekymrede nu. Bevæbnede mænd kommer stadig nærmere kommunen. Fakta er, at politikernes nedlukning af teleselskaberne ikke er fair overfor borgerne.

Regeringen prøver sig frem, og dette har ikke begrænset usikkerheden i staten. Indbyggerne bliver slagtet som kyllinger, men den eneste ”trøst” er presseudtalelser,” konkluderede han.