’USA har brug for en Frelser – og det er ikke mig!’

Det sagde eks-præsident Donald Trump i en megakirke i Dallas den 18. december.

Tidligere præsident Donald Trump holdt juleprædiken i en megakirke i Dallas.

USA’s tidligere præsident Donald Trump holdt en juleprædiken for 4.000 kirkefolk og politiske tilhængere i pastor Robert Jeffress’ First Baptist Dallas i Texas. Her sagde Trump, at Amerika ”netop nu har brug for en frelser”, men understregede samtidig, at frelseren ikke er ham selv.

Det skriver The Christian Post.

“For over 2.000 år siden viste Herrens engel sig … for fattige hyrder og forkyndte baggrunden for vores juleglæde: Idag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren,” sagde Trump.

Han fortsatte:

“Mens jeg lyttede til Robert, brugte du, måske ubevidst, ordet Frelser mange gange. Og vores land har en Frelser, og det er ikke mig,” fastslog den 75-årige ekspræsident. ”Det er en person, som er meget højere oppe end mig. Meget højere,” tilføjede han.

Mørke skyer over USA

Mange kristne vælgere så Donald Trump som Guds udvalgte leder af USA i 2016. Under valgkampen havde han da også betegnet sig selv som en forkæmper for kristne, konservative værdier og lovet de evangelikale både større magt og flere kirkegængere, skriver CP.

Det med antallet af kirkegængere ser dog ikke ud til at holde stik. Men i sin tale til den store menighed i Dallas fastholdt Trump, at han havde reddet kristenheden i sin præsidenttid, hvorimod der nu hænger ”meget mørke skyer” over landet.

Trump fortalte også om sit første indtryk af pastor Jeffress. Trump havde nemlig følt sig lidt stødt, da Jeffress under valgkampen i 2016 havde udtalt sig om præsidentkandidaten.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Han begyndte at tale om en mand, som han havde lagt mærke til. ”Han kender nok ikke Bibelen som alle os andre, men han elsker Gud, han elsker Jesus, og han er en leder. Og han vil lede os og gøre store ting for at redde kristenheden,” havde Jeffress sagt.

Her fastholdt Trump, at hans regering havde gjort det godt. Han beklagede også USA’s nuværende situation, hvor inflationen stiger, og kritiserede den hurtige tilbagetrækning af tropper fra Afghanistan. Også grænseproblemer er blandt de nye, mørke skyer over USA, mente Trump.

Frelseren har præget USA

Den tidligere præsident sluttede dog med at ønske glædelig jul og tilføjede, at det er den bedste tid på året for ham. Om julens budskab sagde han:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Jesu Kristi liv og død og opstandelse har ændret verden for tid og evighed. Og det er umuligt at tænke på vort eget land uden at tænke på den indflydelse, som Jesus har haft gennem sit eksempel og sin lære. [Vi kan tænke på] den mirakuløse måde, vi blev til på, at vi kom over borgerkrigen, ophævede slaveriet, bekæmpede kommunisme og fascisme og har nået uendelige højder inden for videnskab og opfindelser, så mange ufattelige ting,” sagde Trump.

– Ingen af disse ting ville være sket uden Jesus Kristus og hans disciple og hans kirke. Intet af det, fastslog han til tilhørernes jubel. ”Vi må huske, at Jesus Kristus er den ultimative kilde til styrke og håb for os både her og overalt og i al evighed,” sluttede Trump.