’Selah’ er mit yndlingsord

Selah er mit yndlingsord fra Bibelen. Det betyder at stoppe op og trække vejret åndeligt. Selah optræder 74 gange i Bibelen.

Som pædagog har jeg arbejdet med materiale fra ”Fri for mobberi”, for at lære børnene at lytte til både sig selv og hinanden. Til samlinger har jeg i perioder opført små skuespil med hånddukkerne ”Hurtighund” og ”Langsomsnegl”.

Hurtighund er en impulsiv og glad hund, men hun kommer ofte galt afsted. Langsomsnegl er eftertænksom, og gang på gang minder han Hurtighund om at stoppe op og mærke efter. Når et forløb med hurtighund og langsomsnegl er slut, er det altid sjovt at høre børnenes samtaler, og ofte bliver sætninger som: ”Stop op og tænk os om!” brugt i legen.

Det her med at stoppe op i sit liv og bare lytte. Altså sådan rigtigt at lytte, uden nogle distraktioner er faktisk ret svært. For cirka et år siden besluttede jeg mig for, at jeg dagligt ville holde ”Selah”. Det forekommer mig umiddelbart ikke naturligt at sidde stille og lytte uden at foretage mig noget. Derfor måtte jeg have nogle retningslinjer. Det måtte ikke være for ambitiøst, for så vidste jeg, at jeg ville give op efter en uges tid.

Jeg besluttede mig for at sætte ti minutter om dagen af til Selah. Det er cirka den tid, jeg dagligt bruger på at lede efter min mobil. Set i det perspektiv, virkede ti minutter om dagen overkommeligt. Jeg satte mig ned i sofaen, satte et ur på ti minutter, lukkede øjnene og sad så bare der for at søge Gud. I min Selah tid fik jeg ofte planlagt indkøb og nogle gange fik jeg en lille middagslur. Tankerne fløj rundt, mit indre larmede, og skal jeg være ærlig, så føltes det næsten som spild af tid.

Men med tiden skete der alligevel et eller andet. Lige så stille begyndte jeg at gå dybere. Længere ned end alle tankerne og larmen. Det føltes som om, der var en rislende kilde i mit indre. En kilde jeg normalt ikke mærker, men som jeg pludselig kunne dykke ned i. De ti minutter blev til 30 minutter, og jeg begyndte at kunne sidde langt mere fordybet end tidligere.

I Salmernes bog 46:10 står der: ”Vær stille og vid at jeg er Gud”. Jeg er muligvis typen, som først spørger Google og andre mennesker til råds, når jeg har en udfordring. Men at kunne være stille og lytte i mit andagtsliv er vigtigere. Man kan bruge hele sit liv på at søge Gud i ting der larmer, men det sted, hvor man finder fælleskabet med Gud, er i ens eget indre. I stilheden.