Kun 37% af præsterne i USA har et bibelsk verdensbillede

Især børne- og ungeledere mangler et bibelsk verdensbillede.

– Det er chokerende, at der er lige så desperat behov for åndelig vækkelse på prædikestolen som på kirkebænkene, fastslår George Barna efter en ny undersøgelse fra USA.

Undersøgelsen, der blev fremlagt af Cultural Research Center på Arizona Christian University forrige torsdag, viser, at kun 37% af undersøgelsens 1000 præster har et bibelsk verdensbillede, skriver Christian Headlines. Blandt de ledende præster har 41 procent et bibelsk verdensbillede, mens det samme kun gælder knap en tredjedel af hjælpepræsterne og kun 12 procent af ungdomspræsterne, konkluderer rapporten, som kalder resultatet ”chokerende”.

Tidsånden præger kirken

“Dette er endnu et stærkt bevis på, at kulturen præger kirken, mere end kirken præger kulturen,” fastslår Barna, der er ledende forsker på universitetets Cultural Research Center. I undersøgelsen skulle præsterne besvare 54 spørgsmål i otte kategorier relateret til et bibelsk verdensbillede. Blandt de 8 kategorier var der kun et, hvor flertallet af præsterne (57%) var i overensstemmelse med Bibelen, nemlig i synet på formålet med livet.

Kun et mindretal af præsterne har et bibelsk syn på Familien (47%), Skabelse og historie (44%), Personlig tro (43%), Synd, frelse og relationen til Gud (43%) Menneskesynet (40%) samt Livsstil, adfærd og relationer (40%). De fleste er præget af synkretisme.

Børneledere på vildspor

Især data for børne- og ungdomsledere er nedslående, mener Barna. ”Husk på, at et menneskes verdensbillede primært udvikles før 13-årsalderen. Derefter er der en periode med raffinering i teenageårene og i tyverne. Set ud fra et verdensbillede-perspektiv er kirkens vigtigste ledere netop børne- og ungdomspræsterne.

Afsløringen af, at syv ud af otte af disse kirkeledere ikke har et bibelsk verdensbillede, kan forklare, hvorfor så få blandt landets yngste generationer har et hjerte for de bibelske principper og den bibelske livsstil, og hvorfor vores samfund især i det seneste årti ser ud til at være faret vild.”

Håb om forbedring

George Barna mener dog, at undersøgelsen kan hjælpe kirkerne med at erkende og dernæst fikse problemet. “Gud er i forvandlingsbranchen,” fastslår han. “Pastorer, som er villige til at lade Gud forvandle deres tankegang og adfærd kan ende som stærke eksempler på, hvad der kan ske, når hjerte, sind og sjæl er overgivet til Gud.

Men det ser bestemt ud til, at hvis Amerika skal opleve en åndelig fornyelse, så er der lige så desperat behov for vækkelse på vore prædikestole som på kirkebænkene.”


Artiklen fortsætter efter annoncen: