Etiopiske Falash Mura-jøder hentet hjem til Israel

181 etiopiske jøder er ankommet til Israel, hvor de vil blive forenet med deres nære familie. Foto: Pnina Tamano-Shata, Facebook

De første 181 af i alt 3000 Falash Mura-jøder fra Gondar og Addis Abeba i Etiopien landede i Ben Gurion lufthavnen den 1. juni. De bliver nu genforenet med deres familier i Israel.

De etiopiske jøder blev modtaget med israelske flag og musik. Til stede var immigrations- og integrationsminister Pnina Tamano-Shata.

Familiesammenføring

– Israels regering og Jødisk Bureau (Jewish Agency) er klar til at hjælpe de nye immigranter. Sammen skal vi sørge for, at de nye immigranter endelig får opfyldt deres drømme og får et hjem og kommer til deres familier, udtalte Pnina Tamano-Shata i en pressemeddelelse.

Det var i november 2021, regeringen bestemte sig for en genoptagelse af immigrationen og gav grønt lys for 3000 mennesker med helt nære slægtninge i Israel.

– Nu genoptager vi ”Operation Zur Israel”. Tusinder af immigranter fra Etiopien vil få opfyldt deres drømme om at blive forenet med deres familier i Israel efter mange års ventetid. Med støtte fra det jødiske folk, Israels regering og Jødisk Bureau vil vi hjælpe til med integrering og absorption. Det er vort ansvar at hjælpe dem, når de ta’r deres første skridt i Israel, sagde fungerende formand Yaakov Hagoel i Jødisk Bureau.

De etiopiske jøder blev budt velkommen til Israel med flag og musik. Foto: Pnina Tamano-Shata, Facebook

Modtagecentre

De nye etiopiske landsmænd bliver i første omgang bosat på modtagecentre i Israel. De vil umiddelbart få finansiel støtte og rådgivning.
Etiopierne skal også lære hebraisk og forberedes til at komme ud på arbejdsmarkedet eller starte skolegang.

95.000 etiopiere

Siden oprettelsen af staten Israel i 1948 er 95.000 etiopiske immigranter kommet til Israel med hjælp fra Jødisk Bureau. I 1980’erne kom 8000 immigranter via Sudan under ”Operation Moses”. I 1991 var antallet 14.000 som en del af ”Operation Salomo”. 7.000 etiopiske jøder blev også hentet til Israel i 2013 under ”Operation under duevinger”, og 2.000 er ankommet under ”Operation Zur Israel”.

Ialt skal denne operation bringe 5.000 falash mura-jøder til Israel.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Israel har nu genoptaget arbejdet med familiesammenføring, så 3000 etiopiske jøder kan blive forenet med deres nærmeste i Israel. Foto: Pnina Tamano-Shata, Facebook

Hilsen med bibeltekster

Amir Tsarfati, der er leder i bevægelsen Behold Israel mindede i et telegram om teksten i Esajas’ Bog 11, 11:

”Da vil Herren igen række hånden ud for at hjemkalde den rest, der er tilbage af hans folk, og de skal komme fra Assyrien, fra nedre og øvre Egypten, Kush, Elam, Babylonien, Hamat og fjerne kyster.”

Det er mange bevægelser og organisationer, som samarbejder om at få jøderne hjem til Israel. Blandt dem er The Jewish Federations of North America (JFNA), Keren Hayesod, International Fellowship of Christians and Jews (IFCJ), International Christian Embassy Jerusalem (ICEJ) og Friends of Israel from Korea.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Herren kalder på folkeslagene med sit banner, og han samler Israels og Judas bortdrevne og adspredte folk fra de fire verdenshjørner. ”(Esajas’ Bog 11, 12)