Klimadebattens blinde vinkel
Man bevæger sig ind i et minefelt, når man vover at tale imod den gængse vinkling af klimadebatten. Jeg er da heller ikke ude på at tale klimakrisen ned, men har længe undret mig over, hvorfor man næsten udelukkende taler om omlægning og ikke om ændret forbrug.
Vi skal omlægge vort energiforbrug fra fossilt brændstof til vedvarende energi, fra sort til grøn energi, fra kul til vind- og solenergi – så vi kan fortsætte med at forbruge lige så meget energi som før. Vi taler om re-cycling og har køkkenet og indkørslen fuld af beholdere til papir, pap, plastik og alt muligt andet – så vi kan fortsætte med at indkøbe til forbrug blot med lidt bedre samvittighed.
Fair nok, mange forsøger at nedsætte indtagelsen af kød og mindske madspild. Men så længe Røde Kors’ containere til genbrugstøj bugner af næsten ubrugt tøj inden hver afhentning, så længe vi anser det som en nødvendighed at anskaffe os sidste skud på i-phone-stammen og vi ser det som et grundbehov at tage på ferie på den anden side af jordkloden, er det så som så med vores offervilje for et bedre klima.
Det lyder hult, når vi taler om, at klimaet må have højeste prioritet for vore børns fremtids skyld, så længe vi ikke for alvor er indstillet på at forbruge mindre. Eller når man kan høre en politiker udtale, at ”det bliver Danmark jo ikke rigere af”. Selv nu, hvor krigen i Ukraine har sat energiforbruget endnu mere i fokus, kvier vi os ved at indføre bilfri søndag eller nedsætte hastigheden på motorvejene, for det skal nødig gå ud over vores bekvemmelighed og såkaldte behov.
Måske vi i stedet skulle begynde for alvor at tilegne os Hebræerbrevets ord: ”stil jer tilfreds med det, I har” og tale lige så meget om ændret forbrug som om omlægning.
Helt galt går det, når man i Altinget den 16. september sidste år kunne læse følgende udtalelse af Anja Søndergaard Elsby fra ”Børns vilkår”: ”Det mest vægtige argument for retten til abort vil altid være, at det er kvindens ukrænkelige ret selv at bestemme. Men vi bør heller ikke glemme, at flere aborter er godt for klimadagsordenen”.
Man kan spørge sig selv, hvilke vilkår det giver børn, når en ansat i ”Børns vilkår” åbenbart hellere vil ofre det ufødte barn end sin egen bekvemmelig på klimaaltret. Her er der ikke længere blot tale om en blind vinkel på klimadebatten, men om total blindhed.
